Bankboss opfordrer til ny brexit-afstemning

Topchefen for den amerikanske storbank Goldman Sach, Lloyd Blankfein, har i en besked på Twitter opfordret til, at Storbritannien afholder en ny afstemning om landets tilknytning til EU.

Det skriver The Guardian.

Banken har allerede annonceret, at den vil flytte flere hundrede arbejdspladser væk fra den engelske hovedstad, London, når Storbritannien forlader EU.

- Mange ønsker en afstemning, der kan afgøre, om der virkelig er grundlag for en så afgørende og uigenkaldelig beslutning. Der er så meget på spil, så hvorfor ikke sikre sig, at der stadig er opbakning fra befolkningen?, skriver Lloyd Blankfein på Twitter.

Byer som Frankfurt og Paris er blandt kandidaterne til at skulle huse de ansatte, som Goldman Sachs vil flytte ud af London.

/ritzau/FINANS