47 medarbejdere i AL Sydbank står til at miste deres job, mens at 20 andre bliver ramt af "væsentlige ændringer" i deres ansættelsesvilkår.

Det bekræfter AL Sydbanks presseafdeling over for mediet FinansWatch tirsdag.

Det er bankens anden fyringsrunde, siden at Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank i oktober 2025 indgik en aftale om at fusionere under navnet AL Sydbank.

Kort efter oplyste Sydbanks administrerende direktør, Mark Luscombe, der i dag er administrerende direktør for AL Sydbank, at fusionen ville koste stillinger.

- Det er den triste side af historien, sagde han på et pressemøde.

Ifølge FinansWatch mistede "knap ti" medarbejdere deres job på tværs af de tre banker, da der blev lavet en ny organisering af det næstøverste ledelsesniveau i forbindelse med fusionen.

Foruden nedlæggelserne af stillinger oplyste Mark Luscombe desuden også på pressemødet i oktober, at der skulle skæres i antallet af selvstændige filialer, fordi der er overlap i forskellige egne af landet, hvor det giver mening at slå afdelinger sammen, lød det.

Han tilføjede, at kunderne ikke ville miste deres respektive bankrådgivere, for "det er ikke hensigten, at der skæres i disse".

Over for FinansWatch vil AL Sydbank ikke oplyse, hvilke medarbejdere der bliver ramt af de kommende afskedigelser.

I forbindelse med fusionen meldte ledelsen ifølge FinansWatch ud, at der skal "høstes synergier på 1,2 milliarder kroner årligt i løbet af to år".

AL Sydbank udgør sammen med Danske Bank, Nordea, Nykredit og Jyske Bank landets fem største pengeinstitutter.

/ritzau/