Bank of England kan blive nødt til at hæve renten hurtigere

Den britiske centralbank, Bank of England, kan blive nødt til at hæve renten hurtigere, end markedet venter, da banken i sin nyeste prognose ser inflationen stige til over bankens mål på tre års sigt.

Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA.
Læs mere
Fold sammen

Banken venter, at inflationen om to år vil være på 2,0 pct. og om tre år på 2,2 pct.

Det skriver Bloomberg News.

Det på trods af, at den for nuværende "kun" ses på 0,5 pct. i år - nedjusteret fra et tidligere skøn på 1,4 pct. - og måske vil falde til under nul i de kommende måneder.

Det skyldes dog stort set udelukkende olieprisernes fald, mens presset på priserne ellers er ved at bygge op.

De nuværende forventninger til den første rentestigning fra det historisk lave niveau på 0,5 pct. ligger i tredje kvartal 2016, men med den nye prognose ser det snarere ud til at blive i første kvartal 2016, skriver Bloomberg News.

Generelt venter banken en vækst i den britiske økonomi på 2,9 pct. i år og næste år og lidt mindre - 2,7 pct. - i 2017.