Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Axcel skød sidste år penge i montagevirksomheden bb electronics med det formål at børsnotere selskabet, når omsætningen rundede den halve milliard.
Nu går bb electronics sammen med Vellinge Electronics ved Malmø til én virksomhed, som i år kommer til at montere printplader for 800 mio. kr. Men Axcels adm. direktør Chr. Frigast regner først med en børsintroduktion i 2001.
"Inden vi går på børsen, skal vi have en vis størrelse. Inden for to år skal omsætningen være større end en milliard - og det bliver den - og indtjeningen skal op på otte-ti pct," siger Chr. Frigast, der bliver bestyrelsesformand for det nye selskab. De to underleverandørvirksomheder er vokset kraftigt de seneste år, fordi de store virksomheder i højere grad lægger montagearbejde ud til andre for at koncentrere sig om at være gode til f.eks. udvikling og design.
"Kunderne bliver større og større, og skal man være troværdig over for dem, så skal man også selv have en vis størrelse. Jo større man er, des bedre indkøbspriser får man også," lyder Chr. Frigasts begrundelse for fusionen.
Endvidere får virksomheden en størrelse, der gør det muligt at trænge ind på det tyske marked, hvor bb electronics så småt er begyndt at hente kunder. Chr. Frigast vil ikke udelukke, at der kommer flere virksomheder med i fusionen: "En måde at ekspandere på er f.eks. at få en virksomhed med, der allerede har etableret netværk i Tyskland," siger han.
Axcel gik ind i bb electronics sidste år med en ejerandel på 55 pct., mens stifteren Bjarne Skovsbøll og den adm. direktør Bjarne Jensen har 45 pct.
Vellinge Electronics blev for tre år siden købt ud af Electrolux-koncernen ved et management buyout, og ejes i dag af Industriförvaltningsbolaget AB Skandigen og de ledende medarbejdere. Efter sammenlægningen vil bb electronics holding, som kontrolleres af Axcel, eje 49 pct. og svenskerne resten.