Australiens regering indruller danskproduceret kommandosystem i hæren
Det danskproducerede kommandosystem Sitaware indrulles efter en prøveperiode permanent i den australske hær.

Det danskproducerede kommandosystem Sitaware indrulles efter en prøveperiode permanent i den australske hær.

Efter en prøveperiode på fem år har Australiens regering søndag underskrevet en kontrakt med det danske selskab Systematic om at bruge kommando- og kontrolsystemet Sitaware i den australske hær.
Det oplyser Systematic selv i en pressemeddelelse.
Kontrakten er en del af en samlet indsats mod at modernisere den australske hærs kapaciteter inden for kommando, kontrol, kommunikation og databehandling, lyder det.
Nikolaj Bramsen, der er administrerende direktør for Systematic, siger i pressemeddelelsen, at den australske hær havde behov for et sikkert og afprøvet system.
- Efter fem års brug med en konsekvent stærk ydeevne har systemet bidraget til hærens løbende overvejelser om dens fremtidige kapacitet inden for kampledelse, siger han.
Systematic er Danmarks største privatejede softwarevirksomhed. Den har hovedkvarter i Aarhus og har 13 kontorer på verdensplan.
Dens software Sitaware bruges i forvejen af cirka 50 lande i verden, heriblandt de fleste større Nato-lande og Nato-partnerlande. Det gælder blandt andet USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, New Zealand og Danmark selv.
Systemet kan ifølge Systematic give et "detaljeret overbliksbillede over styrker, infrastruktur, terræn og bygninger i et givent område", oplyser Systematic i en mail.
Desuden kan det gøre det muligt at "dele informationer, planlægge, koordinere og kommunikere effektivt mellem militære enheder og værn".
I moderne krigsførelse er det vigtigt at udføre operationer i koalition med andre, siger Mark Gainsford, der er direktør for forretningsudvikling hos Systematic Australia, i pressemeddelelsen.
- Vi har været igennem en fuld statslig godkendelsesproces, og vi er klar til at blive anvendt og integreret mere bredt på tværs af land- og fællesmiljøer.
- Vi leverer softwaren, men de (Australiens hær, red.) ejer den, og de ejer dataene i den, siger han.
RITZAU