ATP vil kapre kunder

ATP vil ud på det frie marked for pensionsopsparing. Efter at Folketinget har besluttet, at borgerne skal kunne flytte deres opsparing i Den Særlige Pensionsordning, SP, til andre pensionsselskaber, svarer ATP igen.

Selskabet ønsker nemlig, at den enkelte opsparer skal have mulighed for at flytte ny opsparing til ATP.

ATP's administrerende direktør, Lars Rhode, peger på, at SP-opsparingerne kan flyttes uden de store problemer, fordi der er tale om ren opsparing uden forsikringsdækning, som der er i ATP og arbejdsmarkedspensionerne. Men Lars Rhode vil gerne konkurrere om den frie opsparing med de andre pensionsselskaber, som ifølge ATP alle er dyrere i administration.

/ritzau/