Pensionsselskabet ATP har haft et afkast på lidt mere end 17,3 milliarder kroner i sin investeringsportefølje i første halvdel af året.

Det viser selskabets halsårsregnskab, der er udkommet tirsdag morgen.

Det er markant mere end i den tilsvarende periode sidste år, hvor afkastet lød på 7,5 milliarder kroner.

Ifølge ATP er det særligt børsnoterede udenlandske aktier, der har drevet investeringsafkastet.

- Jeg er tilfreds med afkastet i første halvår af 2026, men i det store billede er det ikke så afgørende, hvordan afkastet udvikler sig halvår for halvår, siger ATP's administrerende direktør, Martin Præstegaard, i en pressemeddelelse.

- Det afgørende er den pension, vi leverer til danskerne over 10 og 20 år.

ATP er en lovpligtig pensionsordning, som alle lønmodtagere med et timetal på mindst ni timer og deres arbejdsgivere betaler ind til.

Modtagere af overførselsindkomster er også medlemmer af ATP. I alt er omkring 5,8 millioner personer med i ordningen.

Den er med til at sikre, at man får en livslang, garanteret månedlig udbetaling som supplement til folkepensionen, når man stopper med at arbejde.

En fuld ATP-pension udgjorde 26.000 kroner i 2025.

ATP administrerer via Udbetaling Danmark også en række ydelser som boligstøtte, folkepension og barselsdagpenge.

Halvårsregnskabet kommer, på et tidspunkt hvor ATP har besluttet at se sin investeringsstrategi efter i sømmene.

Det meddelte selskabet mandag.

Beslutningen er taget på baggrund af en række anbefalinger fra en ekstern evalueringsgruppe.

ATP satte selv gang i en uafhængig evaluering af sin investeringsstrategi i begyndelsen af 2025. Det skete, efter at pensionskassen havde været genstand for kritik.

ATP's investeringsmodel blev kritiseret, efter at selskabet i 2022 fik et ekstraordinært stort negativt afkast på minus 64,5 milliarder kroner.

RITZAU