Atomic jagter vækst i Norge

Den danske ERP-producent Atomic Software har etableret sig i Norge, og er efter en træg start begyndt at vinde nye kunder.

- Vi har brugt mange kræfter i Norge, hvor det har været sværrere end beregnet at komme i gang. Men vi skubber på alt hvad vi kan, og er begyndt at få nye kunder, siger adm. direktør og stifter Flemming Østergaard.

Selskabet har netop offentliggjort regnskabet for 2003/04. Det ender med et nulresultat efter en omsætning i nærheden af otte mio. kr.

- Selvfølgelig ville jeg gerne tjene nogle flere penge men set i lyset af, at mange af vores konkurrenterne kører med underskud så er jeg ganske fornøjet. Vi har fået en del nye kunder, og de er godt tilfredse med vores produkt, siger Flemming Østergaard.

Meddirektør ud

Atomic Software er bedst kendt for økonomisystemet Albatros, der var populært i 80''erne og begyndelsen af 90''erne. Nu gælder det efterfølgeren Key Balance, der bliver markedsført i Danmark, Norge og Sverige.

I dag er der ingen faste medarbejdere i virksomheden. Alt salg og support sker på freelancebasis, og virksomheden har ikke etableret et forhandlernet.

I løbet af året har meddirektør Tom With forladt virksomheden.

- Vores kemi passede ikke sammen. Derudover havde vi en forskellig opfattelse af, hvordan forretningen skulle drives, siger Flemming Østergaard.

Tidligere har Atomic Software meldt ud om store vækstambitioner. Herunder en firedobling af omsætningen i det netop aflagte regnskab. De nye meldinger er mindre ambitiøse på forretningens vegne.

- Vi skal være gode og hæderlige til at sælge software. Vi skal kunne se kunderne i øjnene, og drive den gode og fornuftige forretning, siger Flemming Østergaard.

Keybalance er et såkladt alt-i-et system, det vil sige med CRM, E-handel, økonomistyring, MPS, salgs- og ordrestyring mv.

Den primære målgruppe er mindre og mellemstore danske virksomheder fra ti til et par hundrede ansatte. Konkurrenterne er eksempelvis systemer fra Visma, SAP Business One, C5 og Navision Attain fra Microsoft Business Solutions samt Guideix.

Atomic Software - Vedbæk

Tal i mio. kr. 2003/04 2002/03

Bruttofortjeneste 1,1 2,3

Resultat før skat 0 0,8

Årets resultat 0 0,8

Egenkapital 0,6 0,6

.