Atomfysikeren, der har sat fingeraftryk på Lego og B&O, vil have os til at købe grønne designerstole

Henrik Taudorf Lorensen, der tidligere har haft succes i blandt andet B&O, har kastet sig over at revolutionere møbelbranchen og ændre danskernes – og resten af verdens – forbrugsvaner, én spisebordstol ad gangen. Sammen med sin bror har han skabt møbelvirksomheden Takt, som han nu vil banke op til en global bæredygtig møbelvirksomhed.

Takt 1
Henrik Taudorf Lorensen, stifter og CEO i Takt A/S, og hans lille møbelvirksomhed holder til i anden baggård til St. Kongensgade i det indre København. Han har pt. tre spisebordsstole på markedet. Stolene er fremstillet, sådan at man nemt kan samle dem, og så man for eksempel kan skifte ryglænet eller sædet ud og selv reparere sin stol. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Langt inde i en baggård i St. Kongensgade i det centrale København sidder ti mand bøjet over computere omgivet af møbeldele, stofprøver og læderstykker i det, de selv tror på bliver fremtidens møbelvirksomhed, der er klimavenlig, global og økonomisk bæredygtig på én gang.

Virksomheden Takt har blot et halvt år på bagen og kun tre forskellige spisestole på markedet. Alligevel er det lykkedes virksomheden at sælge stolene i 11 lande rundt om i verden fra kontoret i St. Kongensgade, og virksomhedens CEO og stifter, Henrik Taudorf Lorensen, fortæller, at salget allerede kan tælles i tusindvis. Samtidig arbejder han på at udvide sortimentet med lænestole og sofaer.

»Vores ambition er at lave bæredygtige designermøbler i høj kvalitet til en overkommelig pris. Vi har gentænkt den måde, vi designer, bygger og sælger møbler på radikalt, og har skabt et system, hvor bæredygtighed ikke kun er en eftertanke skabt af marketingsafdelingen,« siger Henrik Taudorf Lorensen, der har fået ideen til virksomheden sammen med sin bror, der har mange års erfaring i møbelindustrien.

Som den første designvirksomhed har Takt fået tildelt EUs Ecolabel, bedre kendt som EU Blomsten, som er en certificering af virksomhedens bæredygtige tilgang til møbelproduktion.

Fysiker med forretningssans

Henrik Taudorf Lorensen er ikke en Hr. hvem-som-helst.

Han er mest kendt som manden, der byggede Bang & Olufsens B&O Play-division op fra grunden. Da han i 2016 forlod virksomheden til fordel for et job i en britisk opstartsvirksomhed, forudså analytikere, at han ville blive svær at erstatte for Struer-virksomheden. Han havde på det tidspunkt opbygget en forretningsdel, hvis omsætning voksede eksplosivt og var tæt på at overhale resten af B&Os forretning. I 2018 valgte B&O dog at integrere sub-brandet i virksomheden igen.

Inden han kom til B&O, havde Henrik Taudorf Lorensen dog vakt opmærksomhed som succesfuld forsker med en ph.d. i kvantefysik og med artikler offentliggjort i anerkendte tidsskrifter. Det var imidlertid en karriere, han droppede til fordel for erhvervslivet, først som konsulent hos McKinsey og senere som ansat hos Lego, hvor han først arbejdede med strategi og senere rykkede over til forretningsudvikling.

Artiklen fortsætter under foto.

Henrik Taudorf Lorensen var i front som Vice President for B&O Play, da Bang & Olufsen åbnede en konceptstore på Østergade i København K i 2013. Nu har han startet møbelvirksomhed sammen med sin bror. Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina Garcia.

Kombinationen af en fysikers hjerne og evnen til at sætte ting i gang har været en rød tråd for Henrik Taudorf Lorensen, og er også det, der har fået ham til at kaste sig ud i at starte egen virksomhed.

»Som fysiker arbejder man med at finde mønstre og regularitet omkring store mængder data og information, så man kan beskrive en natursammenhæng. Den evne til mønstergenkendelse var måske det, jeg blev ansat på hos McKinsey,« siger Henrik Taudorf Lorensen.

»Derudover har den røde tråd for mig været – selv om jeg har været inden for rammerne i store virksomheder – været, at jeg altid har været tiltrukket af entreprenørskab. Det der med at finde en ny retning og sætte noget i gang tiltaler mig,« tilføjer han.

At Henrik Taudorf Lorensen har valgt at kaste sig over noget så konkret som at producere spisebordsstole skyldes en række overvejelser omkring, hvad dansk design egentlig er, kombineret med et ønske om at gøre op med den måde, møbelindustrien typisk drives på i dag.

Møbler til almindelige mennesker

»I dag er den eneste måde, man kan tænke et brand på, at det er ægte. Forbrugerne har indsigt i så mange ting og forstår så meget, at man ikke kan fake noget. De finder ud af det til sidst. Det var noget, jeg tog videre fra LEGO til B&O. Oprindelig var B&O ikke tænkt som et luksusbrand, men som god kvalitet til folket, selvom det koster noget ekstra. Carlsberg og Lego er for eksempel også folkelige brands,« siger Henrik Taudorf Lorensen.

»Det samme var de kendte danske møbeldesignere oprindeligt, og hvis man ser på møbelindustrien i dag, tror jeg, at der er behov for at gå tilbage til rødderne,« siger han.

På en udstilling på kunstmuseet Louisiana om den danske møbeldesigner Poul Kjærholm så Henrik Taudorf Lorensen en lille film med designeren, som satte tanker i gang hos ham.

»Han forklarede, at han begyndte at arbejde i stål i 1960erne, fordi det betød, at man kunne få møbler af høj kvalitet og industrielt reproducerbare, så de blev billigere, og mange flere kunne nyde de gode møbler. I dag koster Poul Kjærholms PK9-stol mere end 30.000 kr. og en sofa over 100.000 kr. Der er et eller andet, der er galt,« siger Henrik Taudorf Lorensen, der efter lange samtaler med sin bror besluttede sig for at forsøge at gøre de gamle designere kunsten efter.

»At lave fantastiske møbler til almindelige mennesker var det, der drev designerne i 1960erne. Det er det samme, vi forsøger her,« siger han.

En pakke reservedele

Lige som de gamle designere forsøger Henrik Taudorf Lorensen at udnytte de landvindinger, der er sket inden for industriel produktion, organisering af virksomheder og logistik til at skære prisen ned uden at gå på kompromis med kvaliteten. Oven i har han så lagt en målsætning om, at møblerne skal være så bæredygtige og klimavenlige som muligt.

Resultatet er blevet en virksomhed, der er tænkt global fra begyndelsen. Med produkter, som kan repareres af kunden selv, og dermed er designet til at være langtidsholdbare, og som kan splittes op i dele, som kan genbruges på en bæredygtig måde.

Henrik Taudorf Lorensen, CEO og stifter, Takt

»I dag koster Poul Kjærholms PK9-stol mere end 30.000 kr. og en sofa over 100.000 kr. Der er et eller andet, der er galt.«


»Det smarte er, at vi i virkeligheden sælger stolene som reservedele, fordi vi sælger dem som dele, som kunderne selv skal samle. Hvis dit barn tegner på stoleryggen, kan du bestille en ny stoleryg hos os og selv sætte den på. Hvis du bliver træt af farven på stolens sæde, kan du også nemt skifte det ud,« siger Henrik Taudorf Lorensen.

Designerne, en britisk designvirksomhed, en dansk og en finsk designer, der alle har et navn i forvejen, har Henrik Taudorf Lorensen fundet ved hjælp af de kontakter i designmiljøet, som han opbyggede i sin tid hos B&O. Stolene er designet, så de kan samles uden brug af lim, og så de kan pakkes i flade pakker. De sparer plads og dermed transport og CO2-udledning.

Væk med forhandlere og salgskontorer

Stolene produceres af certificeret træ i Letland på den danske møbelproducent Kvist Industries' fabrikker. Når de er færdige, sendes de til et lager i Esbjerg, og herfra kan møblerne sendes direkte ud til kunderne i løbet af et par dage.

Kunderne køber møblerne direkte på nettet, og Takt behøver derfor ikke have dyre salgskontorer eller et fordyrende forhandlerled inde over.

»På den her måde fjerner vi de fordyrende led og kan sælge møbler af meget høj kvalitet til en pris, der ligger på en tredjedel af tilsvarende stole produceret af traditionelle møbelvirksomheder. Vi tjener penge på hver enkelt stol og har et dækningsbidrag på omkring 50 pct. En del af pengene bruger vi til at investere i nye løsninger. For eksempel har vi udviklet en ny, vandbaseret lak specielt til vores stole,« siger Henrik Taudorf Lorensen.

Henrik Taudorf Lorensen er uddannet atomfysiker, har arbejdet for McKinsey og blev headhuntet til at arbejde med strategi hos Lego af Jørgen Vig Knudstorp. Siden kom han til B&O, hvor han havde ansvaret for at udvikle B&O Play. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Det handler om ikke at være for hellige

Selv om Henrik Taudorf Lorensen mener, at stolene er et af de bedste bud på markedet på en bæredygtig stol, kan han ikke sige noget om, hvor stor for eksempel CO2-gevinsten er. Det er for tidligt at begynde at regne på. I stedet henholder han sig til, at stolene er certificeret med EU Blomsten.

»Når vi taler om miljø og klima, tror jeg, at det handler om ikke at være for hellige. Der findes ikke en gylden løsning, som gør, at man kommer direkte i himlen. Der er tale om en transition. I takt med at vi får mere viden, vil der være ting, vi skal gøre anderledes,« siger Henrik Taudorf Lorensen, der understreger, at han ikke vil hæfte labels som klimaneutral på sin stol.

»Den er lavet, så godt som man kan på de betingelser, vi har i dag. Man kunne selvfølgelig begynde at købe klimaflad. men for mig er det vigtigt, at vi gør noget substantielt, der flytter os i den rigtige retning. Og det gør man ikke ved at købe klimaaflad,« siger Henrik Taudorf Lorensen.

Økonomisk har Henrik Taudorf Lorensen også en ambition om at skabe en bæredygtig forretning, men indtil videre holder han regnskabstallene for sig selv og vil bare sige, at virksomheden ikke giver overskud endnu, selv om han tjener penge på hver enkelt stol.

Udover Henrik Taudorf Lorensens egne sparepenge har en række unavngivne private investorer samt Vækstfonden investeret i den unge virksomhed.