Asiens Superman

Er den 76-årige Li Ka-Shing uofficielt medlem af regeringen i kommunist-Kina - eller en fattig flygtning, der blev Asiens rigeste mand - og en af A.P. Møller - Mærsks største konkurrenter?

Læs mere
Fold sammen
HONGKONG: Hvad stiller Madame Tussauds vokskabinet i Hong Kong frem, når de skal indfange turister ved den tidligere kronkolonis absolut største turistattraktion, udsigtspunktet The Peak?

Madame Tussaud råder over figurer som Formand Mao, Charlie Chaplin, kung fu-skuespilleren Jackie Chan og fodboldikonet David Beckham.

Men køen foran pladsen, hvor turisterne kan lade sig fotografere sammen med hovedattraktionen, viser et helt andet - og tydeligvis heldigt - valg: Li Ka-Shing, 76 år, kinesisk født forretningsmand, der er blevet en af verdens 20 rigeste mænd.

I Hongkong bliver han kaldt »Superman«!

Mærsks konkurrent
Li Ka-Shings navn lyder måske ikke familiært for en dansk turist; men kunder i telefonselskabet »3« ved måske, at Lis firma Hutchison Whampoa ejer dette firma sammen med den svenske Wallenberg-familie.

Og på Esplanaden i København hos A.P. Møller - Mærsk er han en hovedkonkurrent og somme tider partner: Lis selskaber ejer havne overalt i verden - ikke bare i Kina, men også Rotterdam, Harwich, Felixstowe, Singapore og i begge ender af Panama-kanalen. I den forløbne uge meddelte han, at han vil købe sig ind havnen i Haifa i Israel.

Han er bestyrelsesmedlem i Kinas største containerrederi, det statsejede Cosco, og i Asiens måske vigtigste bank, HSBC - ja, Li har såmænd i årtier gået for at være »uofficielt medlem af Kinas regering«.

»Han er for den kinesiske efterretningstjeneste, hvad milliardæren Howard Hughes i årevis var for CIA,« mener den amerikanske militærekspert og forfatter William Triplet, hvis bog »Red Dragon Rising« i 1999 blev et politisk problem for den daværende præsident Bill Clinton.

Lis karriere er et mysterium - især i vesten.

Egen lykkes smed
Selv taler han sjældent mere end voksfiguren ved »The Peak«, men for de lokale er han beviset på, at man ikke behøver at være amerikaner for at blive sin egen lykkes smed.

Hong Kong-borgerne kan se hans livsværk overalt i byen, ikke bare i den pulserende havn: Han er byens største ejendomsmatador, han ejer flere hundrede kilometer motorveje både her og i Kina. Han ejer det lokale Netto, supermarkedskæden ParkNShop. Når de køber medicin, går de i hans Watson-butikker, og Jackie Chan-film og digitalkameraer køber de i hans Fona-lignende kæde Fortress.

Hver dag har aviserne historier om, at nu har han givet nye donationer til et eller andet universitet eller - som forleden - 75 mio. kr. til et svømmestadion til Beijings OL i 2008.

Li giver aldrig interviews; men han og hans to lige så aktive sønner Victor og Richard, er her, der og allevegne med deres forretninger.

Hvis f.eks. japanerne synes, at det er ærgerligt, at de ikke har en Li Ka-Shing, så må de oveni lide den tort at høre, at Lis succes skyldes - japanerne.

Løftet til far
Li var 12 år, da japanerne i 1940 indledte et brutalt angreb på Kina, og Lis familie i Shantou i Guangdong-provinsen 300 km nord for Hong Kong var blandt dem, der flygtede til den britiske kronkoloni.

Her måtte familien de første år hutle sig igennem; og det afgørende øjeblik i Lis liv kom, da han tre år senere på sin lærerfars dødsleje lovede denne, at han ville stræbe efter at blive en rig forretningsmand.

De næste år lærte Li sig handel i den slags boder, som den pulserende storby stadig har tusindvis af, men i 1949 tog han det første skridt mod nye mål: Han ville selv være producent af varer til boderne og etablerede en lille plastfabrik. Snart efter fandt han på at lave plastikblomster, og så begyndte det at gå rigtig stærkt, også med eksport.

I 1958 kunne han udvide med et ejendomsfirma, og i 1972 gik han på Hong Kong-børsen med sit lille forretningsimperium under navnet Cheung Kong - filosofisk opkaldt efter en af Kinas langsomt, men sikkert flydende floder.

Genistregen
Dengang var Hong Kong endnu styret af europæisk kontrollerede handelshuse; men den australskfødte boss for HSBC i Hong Kong, Michael Sandberg, løftede i 1979 Li op i en helt ny klasse. Han hjalp Li med - som den første kineser nogensinde - at få kontrol over et af de gamle hong'er (handelshuse), da han lånte Li penge til at købe kontrol over det kriseramte havnefirma Hutchison Whampoa, der drev nogle af Hong Kongs største havneområder.

Hvad end Sandbergs motiv var, var det i enhver henseende et genialt træk: Li fik pustet mere liv end nogensinde i Hutchison og udvidede hurtigt efter med også at overtage kontrollen med industriselskabet Hong Kong Electric.

Mange mener, at Sandberg også tænkte strategisk på, hvad der skulle ske, når englænderne i 1997 efter aftale skulle levere kronkolonien tilbage til Kina: At det også for banken ville være godt at have hjulpet kinesiske forretningsfolk til fadet i de rigtig store forretninger.

Chinagate
Sandberg har muligvis også været klar over, at Li allerede dengang havde et godt forhold til de kinesiske ledere, ikke mindst de facto lederen fra 1979 til 97, Deng Xiaoping.

Kineserne brugte i stadig stigende omfang Li som rådgiver om, hvordan kapitalismen virkede - f.eks. om, hvordan man kunne privatisere et telefonselskab eller finansiere motorveje. Li kom ligefrem i bestyrelsen i den kinesiske udviklingsbank Citic og i det statslige rederi Cosco. Det blev senere en slags bevis i en politisk affære i USA kaldet »Chinagate«.

Her beskyldte republikanere præsident Bill Clinton for at have tilladt f.eks., at Li som »agent for det røde Kina« fik »lov« til at sætte sig på havnene i Panama-kanalen.

Det var en stor sag, da et Cosco-skib blev standset af den amerikanske told med AK-47-maskingeværer fra det kinesiske firma Poly, som Li også sad i bestyrelsen for; men i dag virker disse angreb dog ret hysteriske og er i hvert fald sat i glemmebogen. Den republikanske regering virker nu mindst lige så interesseret som Clinton i at drive forretning med både Kina og Li.

Kidnapningen
Li Ka-Shing har i de mellemliggende år bare udvidet og udvidet - og han er så heldig, at han har to meget forskellige sønner, der hver på deres måde også viser formidabelt handelstalent.

Victor Li, 40 år, er tydeligvis favoritsønnen, der dels passer familieholdingselskabet Cheung Kong, dels ser til familiens enorme ejendoms- og olieinteresser i Canada, hvor han senest er blevet største aktionær i kriseramte Air Canada.

I 1996 blev han og en anden Hong Kong-forretningsmand bortført af en 44-årig forbryder ved navn Cheung Tze-Keung, kaldet »Big Spender« og 34 kumpaner.

Li Ka-Shing betalte omkring en mia. kr. i løsesum og meldte sagen - ikke til Hong Kong-politiet (som han åbenbart ikke havde tillid til), men til myndighederne i Kina, der i november samme år fik Cheung Tze-Keung idømt dødsstraf. Dommen blev eksekveret få dage efter, og siden har Victor Li ført en lige så diskret tilværelse som faderen.

Salg til Murdoch
Lillebror, Richard Li, 38 år, er noget mere udadvendt. Hans første store forretning lavede han, da han af faderen lånte penge til at købe en kommunikationssatellit af Hughes Corp. i USA - et selskab, der blev stiftet af den mystiske milliardær Howard Hughes, der tillige var CIA-agent.

Satellitten skulle officielt bruges til at sende TV, men gav frygtelige underskud, indtil Richard Li tjente alle pengene rigeligt hjem igen ved at sælge til »Star«, ejet af mediekongen Rupert Murdoch, faderens erklærede forbillede.

Richard Li satte fortjenesten i internet-selskabet Pacific Century Cyper Works (PCCW), der siden har haft store rutchebaneture økonomisk, men lige nu bl.a. driver Hong Kongs største telefonselskab. I 2001 måtte han dog tage en grim image-skramme, da en lokal avis afslørede, at han pyntede sig med lånte fjer, da han havde påstået, at han var ingeniør fra Stanford Universitetet i USA.

Det er Richard Li, der kan lide det glade liv, mens Victor stræber faderens asketiske livsstil efter: Faderen elsker at chokere med at gå i billige sko og med billige ure, som han har købt hos nogle af de gadehandlere, han selv startede iblandt.

Men ingen er i tvivl om, at han kunne købe et Rolex - ja, endda fabrikken - hvis det var det, han ville, og sådan en skikkelse kan sælge billetter for Madame Taussaud.