Asiens rigeste mand vil erobre britisk telemarked

Asiens rigeste mand, Li Ka-shing, har store planer for investeringer i Europa. Li Ka-Shing, der er fra Kina, vil etablere Storbritanniens største mobiltelefonselskab gennem opkøb.

Foto: PHILIPPE LOPEZ. Asiens rigeste mand, Li Ka-shing, har store planer for investeringer i Europa. Li Ka-Shing, der er fra Kina, vil etablere Storbritanniens største mobiltelefonselskab gennem opkøb. ARKIVFOTO
Læs mere
Fold sammen

86-årige Li Ka-Shing er kendt for at være villig til at tage en stor risiko, når han ser en investeringsmulighed og med en formue på over 33 mia. dollar har han penge i ryggen til at kunne gøre et stort indhug i Europa.

Det skriver Dagens Næringsliv.

Ka-Shings selskab, Hutchison Whampoa, har annonceret, at det vil købe det britiske teleselskab O2 fra spanske Telefónica for 10,25 mia. pund, eller ca. 104 mia. kr. Hutchison Whampoa ejer i forvejen mobilselskabet Three, der skal fusioneres med O2 efter opkøbet.

Det samlede selskab vil derefter have over 30 millioner mobilkunder og være et af de tre største teleselskaber i Storbritannien.

- De kan få mange synergier ved en fusion. Om det gør dem i stand til at være fuldt konkurrencedygtige på det britiske marked vil tiden vise, udtaler James Britton, teleanalytiker hos Nomura til Bloomberg News.