Arla smider mælkeproducent ud

Fund af rester af medicin i mælk har fået Arla Foods til at ekskludere en mælkeproducent. I fire tilfælde er der fundet antibiotika i mælken fra landmanden.

Læs mere
Fold sammen
En leverandør af mælk til Arla Foods er blevet smidt ud af selskabet, fordi der flere gange er konstateret rester af medicin i mælken fra landmanden.

Bestyrelsen i Arla har besluttet at ekskludere mælkeproducenten, fordi der i fire tilfælde er konstateret rester af antibiotika i mælken. Andelshaveren har desuden ikke kunnet fremvise den lovpligtige dokumentation for behandling af køerne i form af en kvittering fra dyrlægen.

Bestyrelsesmedlem i Arla Jan Nørgaard siger, at det er af allerhøjeste prioritet, at selskabet til enhver tid kan stå inde for kvaliteten af den mælk, der leveres til forbrugerne.

- Som andelshavere i Arla Foods kan vi ikke leve med, at en af vores kolleger i det fællesejede mejeriselskab ikke følger loven og regelsættet i selskabet, siger Jan Nørgaard.

Al mælk, der indvejes til Arla, bliver testet for antibiotikarester, og det er let at spore en eventuel synder.

/ritzau/