Arla opsiger aftale med Fanø Mejeri

Arla Foods har opsagt sin kærnemælksaftale med det lille Fanø Mejeri.

Læs mere
Fold sammen
Opsigelsen skyldes ifølge Arla gentagne kvalitetsbrist i kærnemælken fra Fanø. Men mejeriet på Fanø mener, der har været tale om enkeltstående problemer med kvaliteten, og at opsigelsen snarere skal ses som et forsøg på at kvæle et lille mejeri.

Arla Foods skriver i en pressemeddelelse, at Arla gentagne gange har henvendt sig til Fanø Mejeri om kvalitetsproblemerne i den søde kærnemælk. I en periode skete der en bedring, men herefter blev kvalitetsgrænsen igen overskredet.

Mejeriingeniør på Fanø Mejeri Kai Holm Jensen afviser, at der er tale om gentagne problemer med kvaliteten af mejeriets kærnemælk.

- Vi havde problemer i januar og februar, men det har vi løst. Og i april var der tre leveringer, hvor de ansatte havde glemt at pasteurisere mælken, men der er tale om

enkeltstående tilfælde, siger Kai Holm Jensen til Ritzau.

Kærnemælk er et restprodukt fra smørproduktionen, og Fanø Mejeri har leveret 50 ton kærnemælk til Arla om ugen. Leverancen er vigtig for Fanø Mejeri, der med 12 ansatte er en af øens største arbejdspladser.

Kai Holm Jensen mener, Arla har været for langsomme til at komme med analyseresulateterne, og han har selv fået lavet analyser, som viser, at kvaliteten er god nok.

- Vi kan alle lave fejl. I sidste uge fik jeg f.eks. leveret fløde fra Arla, som havde en bakteologisk fejl, så det lugtede og var ubrugeligt. Men enkeltstående fejl er for mig ikke nok til at opsige et samarbejde - i hvert fald ikke uden at have diskuteret sagen først, siger Kai Holm Jensen.

Mejeriingeniøren peger derfor på en helt anden årsag til opsigelsen.

- Arla vil gøre alt for at slippe for de små mejerier. Deres filosofi er, at de hellere vil kvæle en kollega, mens han er lille, end de vil se, at han vokser sig større. Desuden mener jeg, at Arla efter en afgørelse fra Konkurrencerådet har pligt til at tage vores kærnemælk, siger Kai Holm Jensen.

Som det ligger nu skal Fanø Mejeri levere de sidste ton kærnemælk til Arla den 2. juni, men parterne skal mødes i næste uge for at diskutere sagen. Hvis leverancen fra Fanø til Arla ikke kan fortsætte, vil Fanø forsøge at finde en alternativ afsætningsmulighed eller måske forarbejde kærnemælken på mejeriet, der netop er blevet udvidet med 800 kvadratmeter.

Arla Foods behandler omkring 1800 ton sød kærnemælk om ugen fra sine egne mejerier og køber derudover 125 ton ugentligt fra andre danske mejerier herunder Hirtshals Andelsmejeri, Hellevad Omegns Andelsmejeri

og Fanø Mejeri. Kvalitetskravene er de samme, hvad enten kærnemælken kommer fra Arla Foods' egne

mejerier eller fra andre mejerier.

Ifølge dansk lovgivning er kvalitetsgrænsen 100.000 totalkim/ml - det vil sige det totale indhold af bakterier pr. milliliter inden den afsluttende varmebehandling.

/ritzau/