Arla køber Tholstrup efter budkrig

Tholstrup Cheese, der presses hårdt fra alle sider, får nu det 55 gange større Arla Foods som ny ejer. »Tholstrup passer ualmindelig perfekt ind i vores strategi for internationalisering«, lyder det fra Arlas topchef.

Efter flere måneders intense forhandlinger opsluger andelsgiganten Arla Foods nu det meget mindre, men overvejende internationale Tholstrup Cheese.

Efter et taktisk kapløb med en dansk kapitalfond og en anden spiller i mejeribranchen lykkedes overtagelsesaktionen for Arla. Ifølge kilder har det norske Tine Mejerier været inde i billedet som køber af det gamle, hæderkronede selskab.

Alt tyder på at ostekoncernen Tholstrup, der sidste år omsatte for 830 millioner kr. mod Arlas 46 milliarder kr., er blevet solgt for mindst en halv milliard kr. til Europas største mejeriselskab.

»Jeg vil ikke be- eller afkræfte nogen tal. Tholstrup passer ualmindelig perfekt ind i vores strategi for internationalisering af vores specialoste og smør. Det gælder ikke mindst på vores satsning i Europa. Tholstrup har både stærke brands og produkter af høj kvalitet,« siger administrerende direktør i Arla, Peder Tuborgh.

Skrantende Tholstrup
Med handelen overtager Arla Tholstrups stærke varemærker inden for skimmeloste og flødeoste, bl.a. Castello og Saga. Internt i den internationale mejeribranche har der i årevis været snak om, at Arla »gerne ville i seng« med Tholstrup. Tilbage i 1980er friede det daværende MD til Tholstrup, men blev blankt afvist af den velhavende Tholstrup-familie, der ikke kunne drømme om at lade sig indlemme i det frembusende bondeselskab MD.

Indtjeningsmæssigt har Tholstrup Cheese skrantet gevaldigt i de senere år. For år tilbage var selskabet suverænt førende med Danmarks dyreste, bedste og fineste osteprodukter. Tholstrup havde i mange år en fed indtjening. Men i 1990erne begyndte det imidlertid at gøre ondt efterhånden, som bl.a. Arla og andre europæiske mejerier voksede sig større og større og udviklede gode osteprodukter. Produkter, der var fuldt på højde med Tholstrups, eller mere end det.

Det har desuden i de senere år knebet med den vigtige produktudvikling.

I dag fører blandt andet lavpriskæden Aldi Tholstrups produkter. Noget som de gamle i familien Tholstrup, den kvalitetsbevidste stifter Rasmus og sønnen Henrik, ville have modsat sig.

»De ville aldrig have drømt om at sælge deres produkter til Aldi,« siger en kilde i branchen.

Stærke detailkæder
Tholstrup Cheese er i de senere år blevet klemt fra flere sider. På den ene side de store spillere som Arla og franske Lactalis, og på den anden side, de internationale supermarkedskæder. De stærke detailkæder kræver robuste og store leverandører, der kan levere til stadig lavere priser og rabatter

»Vi er jo i direkte konkurrence med de store producenter, og vores ejere er kommet til den erkendelse, at skal man udnytte vækstmulighederne med den internationale konkurrence der er, så kræver det store investeringer,« siger administrerende direktør Finn Schiøtt Hansen, Tholstrup Cheese Holding A/S.

Et forsøg på at tjene penge på frisk pasta i Nordeuropa gik i starten forrygende, men også her er Tholstrup i de senere år blevet klemt af konkurrenter, bl.a. i Tyskland.

Det er usikkert, hvor meget mere overtagelsen af Tholstrup vil øge omsætningen i Arla. Arla solgte nenmlig for nylig en svensk virksomhed. Arla, det der tidligere hed både Mejeriselskabet Danmark og senere MD Foods, har siden 1970 overtaget over 500 danske mejerier. Desuden har Arla ekspanderet kraftigt i England med købet af Express Dairies, og er i dag blandt Storbritanniens største.

Arlas køb Tholstrup er betinget af godkendelse fra konkurrencemyndighederne i enkelte lande, hvor begge selskaber er inde.