Arla Foods indstiller alle aktiviteter i Rusland.
Det skriver fødevarekoncernen i en skriftlig udtalelse.
Peder Tuborgh, der er administrerende direktør i Arla Foods, udtrykker håb for en løsning på situationen i Ukraine.
»Konsekvenserne af Ruslands invasion af Ukraine er tragiske, og jeg deler det håb, som det meste af verden sidder med lige nu – at der hurtigst muligt findes en løsning.«
»Vi indstiller nu vores operationer i Rusland og fokuserer på, hvordan vi bedst kan støtte vores 70 kolleger i Rusland, som er direkte berørt af dette,« siger han.
Arla Foods indstiller både de lokale aktiviteter i landet og importen, der dog blev væsentligt reduceret af embargoen i 2014.
I udtalelsen lyder det desuden, at selskabet vil fortsætte med at yde fødevarehjælp til Ukraine og de ukrainere, der er flygtet til nabolande. Indsatsen fra Arla sker i samarbejde med Røde Kors og andre humanitære organisationer.
Desuden donerer Arla en million euro til Røde Kors.
/ritzau/