Mejerikoncernen Arla foretager sin største investering nogensinde ved at udvide en oste- og mælkeproduktion i den svenske by Götene.

Her bruger Arla 2,2 milliarder kroner på at ekspandere mejerifabrikken, der producerer smør, mælkepulver og ost.

Det beretter Arla i en pressemeddelelse.

- Vi investerer i stor skala for at opbygge moderne og effektiv kapacitet, der betjener forbrugere på tværs af vores markeder, styrker fødevaresikkerheden og fremmer innovation, siger direktør Peder Tuborgh i meddelelsen.

Han fortsætter:

- Götene vil blive en hjørnesten i dette netværk.

Fabrikken i Götene er i forvejen en af Arlas største produktioner.

Her går omkring 600 medarbejdere på arbejde for døgnet rundt at producere mejeriprodukterne.

Investeringen på over to milliarder kroner skal bruges til at opføre en helt ny ostefabrik.

Det vil kunne fordoble den nuværende produktionsmængde, så fabrikken nu forventes at modtage en milliard kilo mælk hvert år.

Denne mælk skal så forarbejdes til de afledte mejeriprodukter som ost.

Arla beretter, at man med investeringen også skriver sig ind i et forsøg på at gøre Sverige mere selvforsynende med ost.

- Den klare politiske forpligtelse i Sverige til at øge fødevareproduktionen og selvforsyningen har været en nøglefaktor for denne beslutning, siger Peder Tuborgh i pressemeddelelsen.

Det bakkes op af direktøren i den svenske del af Arla, Cecilia Kocken.

Hun kalder investeringen for en "milepæl" for Arla og fremhæver, at den producerede "husholdningsost" er en af Sveriges mest populære oste.

- Når det nye mejeri står færdigt, vil al vores husholdningsost blive produceret lokalt med svensk mælk, lyder det fra Cecilia Kocken.

/ritzau/