Arkitekten bag Portugals spareplaner presset af posten

Portugals finansminister Vitor Gaspar går efter massive protester i befolkningen mod hans spareplaner og læk fra hans eget ministerium

Portugals finansminister Vitor Gaspar går nu af. Fold sammen
Læs mere
Foto: HUGO CORREIA

Det kan være hård kost at være politiker, når man ikke har folkets gunst. Og for Portugals finansminister er rollen som skurk i store dele af befolkningen tilsyneladende nu blevet for meget.

Han annoncerede mandag aften overraskende, at han har valgt at gå af. Det skriver flere nyhedsbureauer her til morgen.

Vitor Gamas er én af hovedarkitekterne bag ved de massive spareplaner, Portugal har indført for at leve op til Den Internationale Valutafond, IMF og EU's betingelser for at give landet krisehjælp for, hvad der svarer til godt 580 milliarder kroner.

Beskeden bliver modtaget med en smule nervøsitet hos investorer, der tirsdag morgen sender renten på den toneangivende 10-årige statsobligation op med seks basispunkter til 6,3 procent.

Upopulære besparelser

Besparelserne er særdeles upopulære i store dele af befolkningen og senest i weekenden var der massive protester på gaderne, der fik den kollektive trafik i landet til at gå i stå.

Ifølge finansministeren selv er det dog læk fra hans eget ministerium, der har fået portvinsglasset til at flyde over.

»Gentagende lækager har undermineret min troværdighed som finansminister,« skriver Gaspar i sit opsigelsesbrev.

Skatteminister overtager posten

Det bliver den nuværende skatteminister Maria Luis Albuquergue, som har stået for massive privatiseringer af den offentlige sektor i landet gennem de seneste år, der skal erstatte finansministeren.

Og hun får en voldsom arbejdsbyrde fra dag ét. De seneste nøgletal fra portugisisk økonomi er nemlig ikke imponerende. Sidste uge viste offentlige statistikker fra Portugal, at landets offentlige gæld steg til 10,6 i forhold til BNP i årets første kvartal. Det er meningen, at Portugal skal klemme det tal ned på 5,5 procent inden årets udgang.

Landets økonomi har været i konstant recession de seneste to år, og forventes også at skrumpe med omkring 2,3 procent i år. Samtidig er arbejdsløsheden galopperet i vejret. Den forventes at lande på 18,2 procent ved årets udgang, mens ungdomsarbejdsløsheden allerede nu er på 42 procent.

Anerkendelse i EU - ikke i hjemlandet

Vitor Gaspar er tidligere rådgiver for Den Europæiske Centralbank, og har også høstet anerkendelse fra både ECB og IMF for sine bestræbelser på at få de portugisiske statsbudgetter til at hænge sammen.

Men anerkendelserne fra Bruxelles er altså ikke helt så meget værd på Gaspars egen hjemmebane, hvor han har haft samarbejdsvanskeligheder med den øvrige regering og blandt andet fået kritik for at ignorere den voksende arbejdsløshed.

Finansministerens farvel er dog ifølge en af Portugals politiske kommentatorer, Antonio Costa Pinto en voldsom begivenhed for landet.

»Denne opsigelse er en overraskelse for det portugisiske samfund, såvel som resten af verden. Det er afgangen for én af de vigtigste finansministre, Portugal har haft i årtier,« siger han.