Antallet af vikarjob er eksploderet

Der bliver flere og flere vikarjob og færre faste stillinger på det danske arbejdsmarked. På syv år er antallet af vikaransættelser tredoblet. Det er sket på trods af, at langt de fleste vikaransatte helst vil have et fast job. Udviklingen truer med at undergrave de kollektive overenskomster, advarer landets to største fagforbund HK og SiD.

Læs mere
Fold sammen
HK står sammen med Oxford Research bag en ny undersøgelse om vikararbejde. Den viser, at næsten 20.000 danske lønmodtagere i 2002 var beskæftiget på et vikarbureau. Det er tre gange så mange som i 1995, hvor der kun var lidt over 6000 vikarer.

Udviklingen bekymrer formanden for HK/Privat, Karin Retvig. Den er udtryk for, at virksomhederne spekulerer i, at det er nemt og billigt at hyre vikarer, og hurtigt at slippe af med dem igen, mener hun.

Vikarerne får ofte en lavere løn, de har ingen ret til pension og efteruddannelse, og de får heller ikke løn under sygdom og barsel, påpeger HK-formanden.

- Vikarer er blevet vor tids daglejere. Det er mennesker, der står med hatten i hånden. Det er uværdigt og urimeligt og strider helt mod den ånd, der ellers er på det danske arbejdsmarked. Og hvis vi ikke griber ind nu, vil der ske et voldsomt skred på arbejdsmarkedet, siger Karin Retvig.

/ritzau/