Arbejdsmarkedet lader sig tilsyneladende ikke skræmme af høj inflation og stigende renter. I hvert fald ikke endnu.

Fra februar til marts voksede antallet af lønmodtagere således med 4800 personer. Det betyder, at der nu er næsten tre millioner personer i beskæftigelse.

Det er aldrig set højere, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik mandag morgen.

Ifølge Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, reagerer arbejdsmarkedet dog typisk med forsinkelse.

Han ser da også allerede, at farten på arbejdsmarkedet er stilnet af, at ledigheden er steget svagt, og at væksten i økonomien er bøjet af. Det skriver han i en kommentar.

»Dalende beskæftigelse i fremtiden kommer som resultat af lavere efterspørgsel i økonomien. Den høje inflation har trukket gevaldigt ned i danskernes realløn med svækket købekraft som resultat, og vi har allerede set privatforbruget skrumpe.«

»Samtidig er renterne steget mærkbart, og boligmarkedet er på tilbagegang.«

»Udsigterne er dog en hel del mere positive end for blot et halvt år siden, men det tegner uanset hvad til et par vækstfattige år.«

Kristian Skriver, seniorøkonom hos Dansk Erhverv, vurderer, at byggebranchen er den mest udsatte, og at det vil være en af de første brancher, der for alvor vil blive ramt af jobtab.

»Det er de kraftige rentestigninger, der vil lægge en dæmper på byggeriet. Vi har allerede set de første tendenser på faldende aktivitet i byggeriet.«

»Der bliver fortsat færdiggjort meget byggeri, men der bliver igangsat mindre og mindre. De færre igangsættelser vil fortsat ramme aktiviteterne i byggeriet.«

Fra februar til marts faldt antallet af lønmodtagere i bygge- og anlægsbranchen med 300 personer.

/ritzau/

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.