Der bliver flere og flere elbiler på de danske veje.

Ifølge Mobility Denmark er der på lidt over et år kommet 200.000 elbiler til, så der nu er en halv million elbiler i Danmark.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse på baggrund af tal fra bilstatistik.dk.

- Milepælen illustrerer, at der har været stor interesse i at fremme den grønne omstilling fra politisk side, mens også forbrugerne har god appetit på at vælge grønt, siger Mads Rørvig, administrerende direktør i Mobility Denmark, i pressemeddelelsen.

Bilejernes organisation FDM skriver i en pressemeddelelse, at næsten hver sjette bil på vejene nu er en elbil.

Stina Glavind, der er administrerende direktør i FDM, peger på de gunstige afgiftsvilkår og faldende priser som en del af årsagen til den store interesse for elbiler.

I næste års finanslov, som blev præsenteret torsdag, blev det besluttet at udskyde stigningen i afgifter på elbiler med et år. Udskydelsen ventes at koste 1,3 milliarder kroner.

Mads Rørvig ser finanslovsaftalen som en sejr for den grønne omstilling.

- Det er positivt, at aftaleparterne bag finansloven har prioriteret at fastholde udviklingen ved at sikre, at elbilen forbliver et økonomisk attraktivt valg. Det resulterer i, at der ikke er langt til en million elbiler i Danmark, siger han.

Ifølge FDM er der kommet 100.000 elbiler til alene siden april i år.

Organisationen peger på, at der både er flere, som køber en ny elbil, men også, at der er sket en stigning i import af nyere og brugte elbiler fra udlandet.

- Der er en enorm interesse for elbiler. Det oplever vi i vores rådgivning, og vi arbejder for, at flest muligt nemt og trygt skal kunne skifte til elbil, siger Stina Glavind.

FDM har tidligere haft en målsætning om en million elbiler på de danske veje i 2030. Det vil man nu justere til halvanden million, lyder det.

/ritzau/