Det skriver Financial Times.
Antallet af konkurser hos større selskaber endte i sidste uge på fem, hvilket inkluderede den første europæiske konkurs i år, den norske papirproducent Norske Skogindustrier.
Et stort fald i råvarepriser suppleret med lavere global vækst og manglende efterspørgsel på metaller og råmaterialer gør ondt på særligt olie- og gasproducenter og mineselskaber. Næsten halvdelen af konkurserne er således sket i disse industrier.
Det amerikanske kreditvurderingsselskab S&P forudser, at omkring fire pct. af de amerikanske selskaber, der udsteder erhvervsobligationer, vil gå konkurs, inden året er omme. Dette vil være mere end en fordobling af tallet fra 2014.
- Stress i form af fortsat lave oliepriser og pengepolitiske stramninger fra Federal Reserve (den amerikanske centralbank, red) for første gang i ni år samt lavere global vækst vil føre til endnu flere konkurser i de næste 12 måneder, siger Diane Vazza, analytiker hos S&P.
Investorer og analytikere venter i øjeblikket på den amerikanske regnskabssæson, der kan afgøre skæbnen hos flere af de selskaber, der har været i problemer.