Ansatte frygter opsplitning af SAS

Det tabsgivende SAS Airline skal splittes op i fire selvstændige enheder med eget ansvar for indtjeningen. Den nye koncernstruktur i SAS' flydel behandles på et bestyrelsesmøde i dag, men planen har allerede skabt uro blandt de ansatte, som frygter, at selskaberne vil blive omdannet til aktieselskaber for så senere at blive solgt helt eller delvist, skriver dagbladet Børsen.

Læs mere
Fold sammen
Kun et år efter sin tiltræden er SAS' administrerende direktør Jørgen Lindegaard for tredje gang ved at lægge koncernens struktur om. Målet er, at frigørelse og øget gennemsigtighed skal nedbringe omkostningerne for den nødvendige lønsomhed.

Omdannelse til aktieselskaberne er for fagforbundene uløseligt forbundet med risikoen for at blive underlagt en anden arbejdsgiver end SAS, og det møder stor modstand.

- Vi så, hvad der skete med SAS Service Partner og SAS Cargo, og det har vi meget stærke synspunkter imod, siger formanden for de 1700 danske luftfartsfunktionærer, Nicolas Fischer./ritzau/