Annoncehajer gennem fem årtier

Overskriften i tirsdagens udgave af ErhvervsBladet, 'Annoncehajer gennem to årtier', er en stærk underdrivelse.

Allerede medens jeg var i lære, i årene 1951 - 1953, huserede annoncehajer i stor stil, og jeg blev blandt andet sat til at kontakte Industrirådet og Arbejdsgiverforeningen for at få organisationerne til at tage problemet op, da politiet heller ikke dengang fandt det umagen værd eller havde den opfattelse, at der var tale om "legal svindel".

At organisationernes holdning var lige så "arrogant" bekræftes til fulde af, at pressen åbenbart også mener, at problemet er af "nyere dato", og med retsvæsenets mærkværdige, blødagtige indstilling over for svindlere af enhver art, så bliver den aktuelle sag formentlig endnu et intetsigende slag i luften.