Annoncehaj anker fængselsdom

Fupfirma. Anken er et forsøg på at vinde tid, mener Håndværksrådet.

Straffesagen mod direktør i Dansk Telesupport, Lasse Schou, tager nu hul på et nyt kapitel. Den formodet annoncehaj, der den 28 august i år blev idømt to et halvt års fængsel for bedrageri ved Københavns Byret, har nu anket sagen til Østre Landsret.

- Jeg ser det som et forsøg på at vinde tid. For jeg kan ikke forestille mig, at Lasse Schou kan tro, at denne sag kan vindes, siger chefjurist i Håndværksrådet, Peter Andersen.

Lasse Schou blev i Byretten i august desuden frataget retten til at drive virksomhed, men den dom træder først i kraft, når sagen er endeligt afsluttet. Og det er sagen altså ikke endnu.

Ifølge straffesagens anklager advokat Jan Henrik Hansen fra anklagemyndigheden ved Københavns Politi kunne dommeren have valgt at fratage Lasse Schou retten til at drive virksomhed ved strafudmålingen i Københavns Byret den 28. august. Det gjorde dommeren ikke, hvilket ifølge anklageren ikke er en unaturlig fremgangsmåde, da en sådan kendelse er meget hård. Det er derfor praksis, at straffen først træder i kræft, når sagen er helt afsluttet.

Sagen skal nu indbringes for Østre Landsret og ifølge anklagemyndigheden går der traditionelt mindst et halv år, før sagen kommer for retten.

Lasse Schou har desuden valgt at skifte advokaten Thomas Monberg ud, så det i landsretten bliver Anders Nemeth, der skal føre direktørens sag.