Anders Holch investerer og tjener milliarder på britisk onlinetøjbutik

Kursen på det britiske børsnoterede selskab ASOS er næsten fordoblet på mindre end en uge. Det giver en gevinst på over to mia. kroner til Anders Holch Povlsen, som ejer lige knap 30 procent af selskabet. Gevinsten kommer efter store kursfald i ASOS i marts.

Anders Holch Povlsen kæmper for Bestseller-koncernens overlevelse – og tjener milliarder i England. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR/Hans Christian Jacobsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sideløbende med at ejeren af Bestseller, Anders Holch Povlsen, kæmper for at redde den kriseramte tøjkoncern, har han på det seneste haft stort held med at investere yderligere i den britiske onlinetøjkæmpe ASOS.

For mindre end en uge siden deltog Anders Holch Povlsen sammen med andre investorer i en kapitaludvidelse i det børsnoterede selskab ASOS til i alt 247 mio. britiske pund. Det svarer til over 1,9 mia. kroner. Investeringen blev foretaget gennem selskabet Bestseller United A/S, som både før og efter kapitaludvidelsen er største aktionær i ASOS med godt 29 pct. af aktierne.

En vældig god forretning

For at deltage i kapitaludvidelsen har Anders Holch Povlsen haft i størrelsesordenen 600 mio. kroner oppe af lommen, og investeringen har hidtil været en særdeles god forretning.

Informationerne om kapitaludvidelsen kan læses på ASOS' hjemmeside i et dokument dateret 8. april 2020 »Results of Placing«. Det fremgår af dokumentet, at Bestseller United A/S købte de nye aktier til en kurs svarende til 1.560 pence. Den 14. april, altså ganske få dage efter, er kursen strøget i vejret til 2.188 pence båret frem af et flot regnskab.

ASOS-aktien har i det hele taget haft fart på hen over påsken. Så sent som 6. april lå aktien i kurs 1.150 pence. Værdien af Bestseller Uniteds aktiepost er således noget nær fordoblet på kort tid. Det svarer ifølge Berlingskes beregninger til en samlet gevinst i på over to milliarder kroner.

Tørre tæsk

Kursspringet kommer efter, at ASOS og en anden af Anders Holch Povlsens investeringer, Zalando, fik tørre tæsk på aktiemarkedet i marts, da coronakrisen ramte. Finans.dk har beregnet, at kursfaldene i de to virksomheder har skåret fem milliarder kr. af værdien af Holch Povlsens aktier i de to modevirksomheder. Men nu tager onlinesalget i ASOS altså revanche, selv om der endnu er et stykke vej til ASOS' tidligere aktiekurs, lyder det fra direktøren for Holch Povlens investeringsselskab:

»Jeg kan bekræfte, at Bestseller United sammen med nærtstående parter har valgt at opretholde ejerandelen i ASOS i forbindelse med den seneste gennemførte kapitalforhøjelse.«

»Værdien af vores position i ASOS er naturligvis påvirket af udsving i børskursen. Set i et perspektiv over de seneste tre år er kursværdien af vores position reduceret signifikant, og den samlede kursværdi andrager således nu under en tredjedel af, hvad den gjorde for tre år siden,« skriver Lise Kaae i et e-mailsvar.

Hård kritik af Holch Povlsen

Anders Holch Povlsen er under coronakrisen blevet kritiseret, fordi han fyrede 750 ansatte, tog mod statslige hjælpepakker og opsagde huslejekontrakter for koncernens butikker i Danmark – alt sammen set i lyset af, at han har trukket milliardudbytter ud af Bestseller de seneste fire år.

Blandt andre erhvervsmanden Ole Steffensen lagde stemme til kritikken:

»I min terminologi er det dårlig moral, at man nu lader udlejere, medarbejdere og staten betale i stedet for at flytte lidt tilbage til virksomheden,« sagde han.

Holch sagde undskyld

I store interview i Berlingske og på Finans.dk lige før påske undskyldte Anders Holch Povlsen imidlertid for huslejesagerne og fortalte, at han har kastet sine egne penge ind for at redde Bestseller-koncernen.

Anders Holch Povlsen oplyste, at Bestseller ved indgangen til april valgte at betale huslejen for denne måned til de danske udlejere. Det drejer sig om cirka 250 butikker.

»Jeg vil gerne undskylde for vores håndtering og beklager, hvis vi utilsigtet har trådt ved siden af over for nogle udlejere«, sagde han blandt andet. Han understregede dog samtidig, at Bestseller fortsat vil forhandle med udlejerne for at finde en løsning for den kommende tid.

Anders Holch Povlsen fortalte også, at han har skudt egne penge i koncernen og øget kassebeholdningen med det, der svarer til det samlede overskud for Bestseller de seneste fem år.

Ole Steffensen kvitterede for Anders Holch Povlsens udmelding: »Bestseller har valgt at betale deres husleje, og familien vil bakke op om driftsvirksomheden. Det er godt,« sagde han og udtrykte håb om, at flere vil gå i hans fodspor.