Flere andelsboligforeninger har de senere år haft travlt med at sikre økonomien med fastforrentede lån og afdrag. Og netop foreningens lånevalg kan være vigtigt i forhold til, hvor omsættelige andelsboligerne er.
Når potentielle købere skal kreditgodkendes i banken, spiller det en vigtig rolle, om der er lån med variabel rente eller afdragsfrihed, fordi dette stiller større krav til kundens økonomi. Det forklarer Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, der er en del af Danske Bank-koncernen.