Andelen af danskere med kontanter derhjemme stiger
Flere danskere med en kontantbeholdning ser kontanter som et beredskab, viser analyse fra Nationalbanken.

Flere danskere med en kontantbeholdning ser kontanter som et beredskab, viser analyse fra Nationalbanken.

Flere end fire ud af ti danskere har en kontantbeholdning på mere end 1000 kroner.
Det viser en ny analyse fra Nationalbanken. Tallene stammer fra 2025.
Niveauet for danskere med kontanter er dermed på det højeste niveau, siden Nationalbanken begyndte at lave opgørelsen i 2017.
Her havde 34 procent kontanter derhjemme.
I 2023, hvor den seneste opgørelse blev lavet, havde 33 procent en kontantbeholdning.
Samtidig viser analysen, at 69 procent af dem, der har en kontantbeholdning på over 1000 kroner, ser den som et beredskab.
I 2023 var tallet 63 procent.
Ifølge nationalbankdirektør Ulrik Nødgaard har kontanter og straksbetalinger som MobilePay fungeret som alternativer til kortbetalinger under de to Nets-nedbrud, der har været det seneste år.
- Det er positivt, at flere danskere har et kontantberedskab, og at de fleste kan lave straksbetalinger, men vi har brug for, at endnu flere danskere har forberedt sig på, at kortinfrastrukturen kan fejle, siger han i en pressemeddelelse.
I juli 2025 og igen i maj 2026 var Nets ramt af tekniske fejl, der gav problemer med kortbetalinger for danskere i både ind- og udland.
På trods af nedbruddene vurderer Nationalbanken, at betalingsinfrastrukturen i Danmark er sikker og effektiv.
- Vores analysearbejde viser, hvor meget digitale betalinger fylder i et moderne samfund, og det understreger igen, hvor vigtigt det er, at alle danskere og butikker har et betalingsredskab, som er gearet til det betalingsmønster, siger Ulrik Nødgaard.
Størstedelen af betalinger i fysiske butikker foregår med digitale betalinger. I 2025 udgjorde kontanter kun ni procent af alle fysiske betalinger.
Tallene fra analysen stammer fra en spørgeskemaundersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har foretaget.
Der indgår besvarelser fra 3013 repræsentativt udvalgte borgere over 15 år.
/ritzau/