Analytiker: Viaplay-aktionærer betaler for rekonstruktion
Per Hansen fra Nordnet ser ligheder mellem SAS' omstrukturering og den redningsplan, som Viaplay har fremlagt.

Per Hansen fra Nordnet ser ligheder mellem SAS' omstrukturering og den redningsplan, som Viaplay har fremlagt.

Efter flere ugers forsinkelse offentliggjorde streaming-selskabet Viaplay fredag sit regnskab for tredje kvartal.
Det viste et trecifret millionunderskud, og så præsenterede selskabet samtidig en plan for, hvordan selskabet igen kan få sorte tal på bundlinjen.
Det handler blandt andet om at droppe en række fejlslagne satsninger, som har presset selskabet økonomisk.
Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet forklarer, hvorfor det er gået så galt for det svenske selskab, der også har mange kunder i Danmark.
- Viaplay har spillet højt spil, fordi de har gabt over mere, end de har kunnet tygge.
- De har forsøgt at brede deres skandinaviske udgangspunkt ud til Østeuropa, Holland, Storbritannien, USA og Canada, og i den forbindelse er indtægterne bare ikke fulgt med udgifterne til de dyre rettigheder, de har erhvervet sig.
- På den måde er de havnet i den luksusfælde, de selv laver programmer om, siger han med henvisning til programmet Luksusfælden, hvor gældsplagede danskere får hjælp til at genoprette økonomien.
Nu må Viaplay tage sin egen medicin og igennem en tilsvarende økonomisk hestekur, som gerne skulle bringe selskabet på ret kurs og gøre de røde tal sorte.
Per Hansen tror godt, at det kan lade sig gøre.
- De laver jo en manøvre, der ligner lidt om den, SAS har været igennem. De henter ny aktiekapital og så kører de videre med kerneforretningen i Skandinavien, der i Viasats tilfælde ser okay ud.
- Men det er de nuværende aktionærer, der betaler gildet i form af, at deres aktier nærmest bliver værdiløse, siger han.
Viaplay-aktien blev i maj måned handlet i kurs 250. Fredag koster den kun seks kroner, svarende til et kurstab på knap 98 procent.
/ritzau/