Analytiker: Fed-chefer kan tale renten op

Eftermiddagen kan meget vel byde på rentestigninger, vurderer Nordea.

Foto: CHIP SOMODEVILLA

Således taler chefen for den amerikanske centralbank Janet Yellen kl. 15.30 i eftermiddag, og det vil ikke være en overraskelse, hvis hun giver markedet endnu et vink om, at det trækker op til en renteforhøjelse i december, mener Nordeas seniorstrateg Tine Choi.

Hun peger på, at det handler om at styre forventningerne i markedet.

- Jo bedre hun får gjort det, des mindre vil overraskelsen blive i december, da man skal huske på, at futuresmarkedet stadig kun priser knap 70 pct. sandsynlighed for, at Fed rykker i december, skriver seniorstrategen i sit morgenbrev.

Også de regionale chefer for bankens afdelinger i St. Louis og Richmond, James Bullard og Jeffey Lacker, holder tale kort efter kl. 15, hvilket kan give anledning til udsving på obligationsmarkedet.

- Bullard og Lacker forventes at signalere deres ønsker om en snarlig stramning, og det kan sende renterne op i dag, vurderer Tine Choi.