Amitech satser på underholdning

Avance. Tv- og computerproducent i Århus har skrottet de bærbare.

Amitech i Lystrup ved Århus har indstillet produktionen af bærbare computere. Konkurrencen på markedet er blevet skærpet og indtjeningen efterhånden så lille, at virksomheden har besluttet at gå nye veje, blandt andet med en ny serie »high end« tv- og audioprodukter.

»Vi har været igennem en turn around, og det har betydet ret store afskrivninger og omkostninger. Det sætter sit præg på bundlinjen,« fortæller adm. direktør Lars Bjerg om regnskabet. Han tilføjer, at der allerede fra juli til oktober i år har været en vækst i bruttofortjenesten på 78 procent, og at de nye satsninger vil sætte et positivt aftryk på næste års regnskab.

Én af de nyskabelser, der skal være med til at bære væksten for Amitech fremover, er den nye Ami life-serie. Såkaldte high end produkter skal bane vejen for Amitechs indtog på udenlandske markeder. I første omgang er introduceret et Ami life-fjernsyn, som var med, da Amitech for første gang deltog i en international messe, IFA-messen i Berlin.

»Der var stor interesse, og vi fået en masse gode kontakter. Vi har allerede lavet aftaler med distributører i Schweiz og Tyskland, og vi regner med snart at få aftaler på plads i England, Spanien, Finland og Østrig,« fortæller Lars Bjerg.