Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Analytikere har ofte grebet til en cirkus-metafor, når de skulle forklare, hvorfor amerikanske skiferproducenter længe har haft overhånden mod oliegiganter som Saudi-Arabien, Iran og Irak.
Det kan nemlig til forveksling ligne et omrejsende cirkus, når skiferproducenter som Intercontinental Resources Inc., Devon Energy Corp og Marathon Oil Corp., flytter det tunge industrigrej rundt fra den ene bjergside til den næste i Midtvesten, hvor de borer efter det asfaltlignende indhold, der ved en ekstrem opvarmning kan forvandles til almindelige råolie.
Cirkusmetaforen knytter sig også til den fleksibilitet, der er forbundet med udvindingen. For modsat traditionelle olieboringer, hvor det kan tage årevis at etablere og stabilisere det rigtige tryk, opererer skiferproducenterne med en markant kvikkere tidshorisont. Her kan en ny boring nemlig etableres så hurtigt som i omegnen af 10 dage, og det gør det selvsagt også nemmere hurtigt at tilpasse produktionen til efterspørgslen.
Og for nu at blive i cirkuslingoen, så meldes de amerikanske skiferproducenter parate til at forkorte deres tourplan i 2016 . Ifølge Wall Street Journal forventer de største skifervirksomheder i USA at skære produktionen ned med 10 procent i 2016. Det sker som konsekvens af de lave oliepriser, der har ramt de største skiferproducenter hårdt på indtjeningen, men ifølge Wall Street Journal sker det også i erkendelse, at det nuværende output af olie er for stort.
En lavere skiferudvinding er først og fremmest godt nyt for lande som Saudi-Arabien, Iran og Irak, der har sin økonomi mere eller mindre bundet op på eksporten af olie, og som af samme grund har været hårdt ramt af de voldsomme prisfald, der har ramt olien det seneste år.
I en art »hvem blinker først«-konkurrence har de olieproducerende lande stædigt nægte at sænke produktionen, selvom den globale efterspørgsel har faldet drastisk. OPEC, sammenslutningen af olieproducerende lande, har måtte strække våben i bestræbelserne på at få medlemslandene til at producere mindre, og derfor har øjnene været rettet mod USA, der har taget en stadig mere central rolle i den globale olieproduktion.
De seneste har skiferproducenterne skruet helt op for hanen i sådan et tempo, at USA på et tidspunkt tegnede sig for 10 procent af den globale olieproduktion, hvilket placerede dem på niveau med de to førende, Saudi-Arabien og Rusland.
Selvom det er hurtigere at udvinde skiferolie og skifergas, er det dog også en dyrere øvelse, end når olien udvindes på traditionelt vis. Derfor har de amerikanske olievirksomheder været særlig hårdt ramt af de faldende oliepriser.
Ifølge Wall Street Journal planlægger flere af de største producenter i USA at sætte produktionen i bero ved at udsætte udpumpningen af olie fra flere af de steder, hvor man allerede har boret for i stedet at vende tilbage til dem, når olieprisen er steget igen.
Om det er forlydenderne fra USA, der har smittet positivt af på oliepriserne, vides ikke, men de seneste dage er prisen på en tønde olie steget lidt igen. En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, står aktuelt i 36,88 dollars, og dermed er olieprisen samlet steget 30 procent siden mareridtsdagen, 20 januar, hvor den ramte bunden med 28.58 dollars tønden.