Amerikanske selskaber rejser 28 mia. dollar i billige lån på én dag

Amerikanske selskaber solgte tirsdag sammenlagt virksomhedsobligationer for nær 28 mia. dollar for at drage fordel af den seneste tids kraftige rentefald til at optage billig finansiering.

Det skriver Financial Times.

Selskaberne tæller mere end 20 og inkluderer blandt andet Disney, Deere & Co og Caterpillar, fortæller kilder til Financial Times.

Disney udstedte tirsdag virksomhedsobligationer for 7 mia. dollar - svarende til knap 48 mia. kr. - på tværs af seks løbetider. Obligationerne med 30 års løbetid blev solgt med en merrente på 95 basispoint i forhold til renten på statspapirer med samme løbetid mod et gennemsnit på 124 basispoint for anden virksomhedsgæld.

Andre selskaber brugte også lejligheden til at hæve den gennemsnitlige løbetid for deres gæld ved at udstede obligationer med længere løbetid. Heriblandt Deere & Co, der ligeledes udstedte obligationer med 30 års løbetid blot 95 basispoint over renten på statspapirer.

Investorerne har i august udstedt en stor mængde virksomhedsobligationer i forbindelse med kursfesten på obligationsmarkederne, der har sendt kurserne op og renterne ned.

»Det er en naturlig reaktion på fremdriften for kurserne på obligationsmarkederne,« siger Kevin Muir, der er markedsstrateg i East West Investment Management, til Financial Times.

Det gennemsnitlige obligationsudbytte faldt fra 3,21 pct. i starten af august til 2,87 pct. ved månedens udgang, viser tal fra ICE Data Services ifølge Financial Times.

/ritzau/FINANS