Amerikanske forbrugere skruer op for forbruget

Det amerikanske privatforbrug har i den forgangne uge vist stærke takter, hvilket har lindret bekymringer om, at den amerikanske økonomi skulle være på vej ind i en nedgangsperiode.

Foto: JOE RAEDLE

Efter en lille pause i vinterperioden, begyndte de amerikanske forbrugere atter at bruge løs i foråret. Detailsalget steg med 1,2 pct. i maj, viste nye tal fra de amerikanske myndigheder torsdag. Dermed følger maj-tallene trenden fra marts og april, hvor privatforbruget også steg.

Det skriver Wall Street Journal.

Forbedringen i forbruget styrket samtidig forventninger om, at den amerikanske centralbank vil hæve renten til efteråret for første gang i næsten et årti.

»Væksten vil blive ligeså stærk eller stærkere end sidste år. Det er nøjagtig den her slags data som centralbanken lægger vægt på, når de tidligere har sagt, at de svage økonomiske tal var midlertidige«, udtaler Stuart Hoffman, cheføkonom i PNC, til Wall Street Journal.