Amerikanske forbrugere giver Obama et pænt farvel

Med tal for detailsalgsudviklingen for oktober giver de amerikanske forbrugere den afgående præsident Obama et flot farvel. Det vurderer chefanalytiker i Jyske Bank Kim Fæster i en kommentar.

Foto: ARIS MESSINIS

Detailsalget i USA udviklede sig nemlig bedre end forudset i oktober. Salget steg med 0,8 pct. på månedsbasis, mens økonomerne ifølge Bloomberg News ventede en stigning på 0,6 pct. i forhold til måneden før.

Tages bil- og benzinsalget ud, var der en fremgang i detailsalget på 0,6 pct. i oktober, hvilket ligeledes var bedre end de ventede 0,3 pct.

Chefanalytiker i Jyske Bank Kim Fæster peger også på, at salget for august og september blev solidt oprevideret.

»Der var en bred fremgang, da 11 af de 13 sektorer meldte om fremgang i salget. Den del af detailsalget, der indgår i privatforbruget i BNP, steg 0,8 pct. mod en ventet stigning her på 0,4 pct.. Her så salget noget stærkere ud i august og september, fremhæver han dog.«

Chefanalytikeren ser dermed mulighed for en oprevidering af BNP i tredje kvartal og giver en god start på privatforbruget og BNP for indeværende kvartal

Han påpeger, at privatforbruget og herunder detailsalget er afgørende for væksten i USA.

»Detailsalget udgør cirka 40 pct. af privatforbruget, der igen udgør knap 70 pct. af BNP. De seneste par år har privatforbruget været hovedmotoren bag væksten i USA, og det ser ud til at fortsætte,« skriver han.