Amerikansk gigant laver to kæmpehandler i København

2
Invesco har købt 124 lejligheder i 'Bryggens Bastion,' der er udviklet af Bach Gruppen: Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Det er ikke kun den omdiskuterede kapitalfond Blackstone, der har set sig varm på det københavnske boligmarked.

For med to store handler inden for en måned viser den amerikanske kapitalforvalter Invesco nu også sin tydelige interesse for mursten i den danske hovedstad.

Hele 315 kommende lejligheder er blevet købt fordelt over gigantens første to handler i Danmark. Først i oktober blev der således skrevet under på 191 lejligheder på Grønttorvet i Valby, mens et køb af 124 lejligheder på Islands Brygge nu også er en realitet.

Mens der blev brugt 520 millioner kroner på køb af boligerne i Valby, er prisen for boligerne i det kommende 'Bryggens Bastion' indtil videre hemmelig.

Foto: Google Maps.

Anders Bo Bach fra Bach Gruppen, der står bag byggeriet, der vil inkludere 1.000 blandede boliger, fortæller, at der er en aftale om ikke at offentliggøre købesummen. Han oplyser dog, at Invescos køb er sket på vegne af en tysk pensionskasse.

For blot en måned siden var det formentlig de færreste danskere, der nogensinde havde hørt om den amerikanske gigant.

Det er til trods for, at Invesco bryster sig af at forvalte ejendomsinvesteringer verden over for næsten 8.000 milliarder kroner.

Men med to kæmpehandler har Invesco nu påkaldt sig danskernes bevidsthed.

Ifølge direktøren i Boligøkonomisk Videnscenter, Curt Liliegreen, er det logisk, at udenlandske investorer har fået øjnene op for København.

For lejligheder i hovedstaden er blevet en god investeringsmulighed for kapitalforvaltere som Invesco.

»Private boliger har normalt ikke været noget, kapitalforvaltere ville røre ved, fordi de traditionelt set har givet et lille afkast.«

Det skyldes eksempelvis, at husleje er reguleret i Danmark, og det sætter en begrænsning for, hvor hurtigt investorerne får gevinst af deres indtjening, forklarer han.

Men noget har altså ændret sig:

»Forklaringen på, at store kapitalforvaltere nu er interesseret i at investere i København, er blandt andet, at renten er gået ned. Den negative rente betyder, at det er blevet mindre attraktivt at købe eksempelvis statsobligationer, og det betyder så, at de få procent, man kan få i afkast på ejendomsinvesteringer, ikke længere er at betragte som et lavt afkast, men et relativt stort afkast,« siger Curt Liliegreen.

Og da befolkningstilvæksten i hovedstaden længe har været stabil, er det også sandsynligt, at pengene vil vise sig at være godt givet ud for investorer som Invesco.

»Man kan få folk til at betale høj husleje i København, fordi byen er i stabil vækst. Der kommer mellem 800 og 1.000 borgere til om måneden, og antallet af boliger er ikke vokset tilsvarende,« siger Curt Liliegreen.

Ifølge eksperten vil udenlandske investorers interesse for den danske hovedstad ændre byen på godt og ondt.

»Om 20 år vil København virke som en noget anden by, end den er i dag,« siger han og forklarer blandt andet, at ejere af lejligheder vil opleve en afsmittende effekt af investeringer i nabolaget.

»Investeringer fra kapitalforvaltere øger uligheden på boligmarkedet i København.«

»Hvis man har en ejerlejlighed, er det en fordel på grund af værdistigninger, men hvis man gerne vil flytte til København, er det selvfølgelig en ulempe, hvis det betyder, at man ikke har råd og derfor må finde sig en mindre bolig eller et andet sted at bo.«