Amerikanerne betaler dyrt for deres medicin

Amerikanerne forhandler sjældent med medicinalfirmaerne, og derfor betaler de op til tre gange så meget for deres medicin, som europæerne gør.

Amerikanerne synes, at medicinpriserne er for høje – men samtidig ønsker de ikke, at staten skal forhandle priserne. Derfor betaler amerikanerne i realiteten hovedparten af medicinalindustriens fortjeneste. Arkivfoto: David Leth Williams Fold sammen
Læs mere

Nu er det gået op for amerikanerne. Medicin er dyrt i USA. Alt for dyrt og koster ofte det tredobbelte af, hvad europæerne betaler.

En undersøgelse, som The Wall Street Journal for nylig har lavet, viser, at amerikanerne i 93 procent af tilfældene betaler langt mere for medicin, end nordmændene gør. Og der er bare ikke noget at gøre ved det, konkluderer avisen. For i de fleste europæiske lande og i Canada står staterne for forhandlingerne med medicinindustrien. »De er langt mere magtfulde end de tusinder af mere eller mindre private virksomheder, der forhandler i USA på forbrugernes vegne«, skriver avisen.

Men kan det virkelig passe, at en supermagt som USA ikke stiller spørgsmålstegn ved medicinalvirksomhedernes priser? Nej, ikke fra centralt hold. Den største spiller på markedet, Medicare, må pr. lov ikke forhandle om priserne med medicinalindustrien. Derfor er det op til mindre forsikringsselskaber, private læger og andre at forhandle. Og de har ikke den samme forhandlingskraft, som f.eks. den norske regering har, som sætter hårdt ind på at få dokumentation for, at et nyt præparat virkelig er bedre end det gamle. Nordmændene hopper ikke så hurtigt på den nye medicin, som amerikanerne gør det.

Det chokerer de amerikanske forbrugere, at forhandlingerne ikke er samlet i nogle få, store forsikringsselskaber, delstatsregeringer eller sammenslutninger af hospitaler. For det er virkelig mange penge, det drejer sig om, og for forbrugerne, der er blevet konfronteret med prisforskellene i USA og f.eks. Canada, er det et chok, at det amerikanske system ikke er mere effektivt til at forhandle priserne ned.

USA betaler hovedparten af medicinalindustriens fortjeneste. Derfor er det i realiteten amerikanerne, der betaler for den forskning i ny medicin, der sker på verdensplan. For USA har virkelig mange medicinal- virksomheder, og når der ikke bliver stillet ret mange spørgsmål til prisen på ny medicin, så er virksomhederne også mere indstillede på at udvikle nye medicintyper, som resten af verden får glæde af.

Men denne »godgørenhed« beroliger ikke den menige amerikaner, der må punge ud med store summer til blodtryks- eller astmamedicin. De, der bor tæt på Canada, tager der op for at købe ind. Resten protesterer, men kun til en vis grænse. For hvis man spørger amerikanerne, om priserne er for høje, så siger de ja. Men hvis man spørger dem, om de vil have, at staten fastsætter priserne i en forhandling med medicinindustrien, så siger de nej. De vil have valgmuligheden for at få den bedste og den nyeste medicin inden for deres sygdomme, og det skal staten ikke blande sig i. Det er en sag mellem dem og som regel det forsikringsselskab, de nu engang har, hvis man har et.

Medicinalindustrien har ikke været langsom med at melde ud, at hvis amerikanerne forhandlede lige så hårdt om priserne som europæerne og canadierne, så ville udgifterne til forskningen blive sat ned. »Betaler amerikanerne for, at europæerne kan få bedre og billig medicin,« spørger avisen. Og svaret kan man selv gætte sig til. Et rungende ja: Amerikanerne betaler for, at vi kan få den nyeste medicin til spotpriser.

Men med til billedet hører også, at de amerikanske medicinalvirksomheder på grund af konkurrencen annoncerer benhårdt for deres produkter, hvilket ikke er tilladt i Europa. Ofte også med direkte angreb mod konkurrenterne. Så medicinalvirksom-hederne bruger ikke bare penge på at udvikle nye produkter. Men også for at fastholde et image i befolkningen.

For det er ikke kun medicinpriserne, der til en vis grad vækker irritation hos amerikanerne. Det er også uigennemskueligheden i prissystemerne, der går igen også i hospitalsverdenen, hvor operationerne koster meget forskelligt, afhængig af hvor godt et ry hospitalerne har.

Og når man har været igennem en dyr operation, så får den læge, man har, besked på, hvilken medicin man skal have som opfølgning. Og hvis man har et godt forsikringsselskab, og man har betalt store summer i årevis, så er der sjældent problemer med det. Men hvis ikke man har en god forsikring, så bliver man konfronteret med prisen. Og så vækker det betydelig opsigt, at den medicin, man skal have, koster en tredjedel i Norge og Danmark.