Det danske selskab Ambu, der sælger hospitalsudstyr til hele verden, skruer ned for forventningerne til året.

Det fremgår af selskabets kvartalsregnskab, der er offentliggjort tirsdag aften.

Selskabet forventer nu en organisk vækst på omkring 10 procent for året. Her havde Ambu tidligere regnet med en vækst mellem 10 og 12 procent.

Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder.

Det kan dermed give et mere retvisende billede af, hvorvidt en virksomhed reelt vokser eller går tilbage.

‐ Den opdaterede prognose for organisk omsætningsvækst afspejler langsommere volumenoptag i Anesthesia & Patient Monitoring (forretningsområderne anæstesi og patientmonitorering, red.), som nu forventes at levere meget lav encifret organisk vækst for hele året, står der i en meddelelse fra selskabet.

Det er anden gang i år, at selskabet nedjusterer sine forventninger til året.

Medicoselskabet leverer i årets tredje kvartal et regnskab, der er en smule under forventningerne.

Ambu omsatte for lidt over 1,6 milliarder kroner i tredje kvartal. Det er en stigning på knap 9 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Omsætningen lander dog lidt under forventningen fra analytikere, der følger selskabet tæt, skriver MarketWire.

Overskuddet efter skat lander på 156 millioner kroner mod 123 millioner kroner i samme periode i 2025.

Også her havde analytikerne ventet et højere resultat. Her lød forventningen på et overskud på 172 millioner kroner.

Ambus administrerende direktør, Britt Meelby Jensen, ser på trods af nedjusteringen positivt på selskabets resultater og fremhæver endoskopiområdet.

- Vi leverede endnu et stærkt kvartal med 16 procent vækst i Endoscopy Solutions og vandt markedsandele i alle endoskopiområder, hvilket styrker Ambus lederskab i overgangen til engangsendoskoper, udtaler direktøren i forbindelse med regnskabet.

Selskabet har efterhånden eksisteret længe. Dets historie strækker sig tilbage til 1937, hvor ingeniøren Holger Hesse stiftede Testa Laboratory, der senere blev til Ambu.

I 1986 blev selskabet omdøbt til Ambu International. Seks år senere kom det på børsen i København.

RITZAU