Amazon vil lege med i gaming-krig med ny spilplatform

En cloud-baseret spilplatform kaldet Luna skal udfordre blandt andre Playstation og Xbox.

Amazon lancerer nu en spiltjeneste, hvor flere store spil vil blive tilgængelige. (Arkivfoto) Abhishek Chinnappa/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Amazon lancerer nu en cloudbaseret spilplatform kaldet Luna.

Platformen er torsdag blevet præsenteret på et Amazon-event, skriver mediet The Verge.

Dermed tager techgiganten kampen op med Sonys Playstation, Microsofts Xbox og Googles Stadia, der alle har cloudbaserede spilplatforme. Her ligger alt indholdet online. Der skal altså ikke bruges en spillekonsol for at spille – det kan gøres over internettet.

Det vides ikke, hvornår spilplatformen vil blive bredt tilgængelig. Ifølge The Verge vil prisen ligge på 5,99 dollar eller cirka 38 danske kroner om måneden i den tidlige fase.

Der vil blandt andet blive adgang til storspil som det kommende »Assassin's Creed Valhalla« og »Far Cry 6«.

Tjenesten vil kunne bruges igennem streaming på blandt andet computer, TV og iPhone og iPad. Det vides endnu ikke, om tjenesten vil blive tilgængelig i Danmark.

Tidligere i september lancerede Xbox en cloudbaseret spilplatform kaldet xCloud. I november sidste år lancerede Google Stadia, og i flere år har folk med hang til Playstation kunne tilgå en cloudbaseret tjeneste kaldet Playstation Now.

Microsoft og Sony udgiver snart en ny udgave af deres respektive konsoller, Xbox og Playstation. Det sker med Xbox Series og Playstation 5. Begge bliver udgivet i november i Danmark.

Markedet for cloudgaming ventes at vokse markant de kommende år. I år er det på omkring 600 millioner dollar – eller 3,8 milliarder kroner –- men i 2023 kan det være vokset til 4,8 milliarder dollar, omkring 30,1 milliarder kroner.

Det vurderer Guilherme Fernandes, der er analytiker hos firmaet Newzoo, som gør sig inden for analyser af spilindustrien, ifølge Reuters.

/ritzau/