Alletiders hunde

Hundeliv. Der er meget langt fra fortidens bidske jagthunde og gadehunde med rabies-fråde om gabet til nutidens højtelskede, logrende kæledyr. Hundens historie er knyttet til menneskets, og dens rolle har ændret sig sammen med vores samfund.

Mopsen: Napoléon Bonaparte var Frankrigs kejser fra 1804-1814. Hans kone hed Joséphine de Beauharnais, og hun havde en mops ved navn Fortune, som var meget forkælet og altid fik lov til at sove i Josephines seng. Hvis Kejser Napoléon ikke ville dele seng med Fortune, måtte han finde et andet sted at sove. Gravhunden: I Middelalderen opstod nye hunderacer, blandt andet gravhunden, som blev kaldt for rævemynde. Navnet fik den, fordi den var god til at jage ræve. Med sine korte ben kunne gravhunden kravle ned i rævens hule og jage den op. Mynden var en god jagthund og er i dag en af de eneste racer af hund, der kan løbe hurtigt nok til at fange en hare. Vild igen Det er sket, at tamhunde bliver vilde hunde igen. For eksempel de australske dingoer, som først var tamhunde, der løb ud i naturen, og i dag er vildhunde. Fold sammen
Læs mere

Hunde er danskernes foretrukne kæledyr. Ifølge en undersøgelse fra 2018 har 23 procent af de danske husstande en hund. De fleste begrunder valget af den firbenede følgesvend med, at det giver glæde og trøst at have en hund. I dag bliver hunde nærmest betragtet som en del af familien. De bliver forkælet, passet og trænet. De bliver fotograferet og vist frem, nogle kommer endda til hundeshows, og hvis de bliver syge, betaler vi i dyre domme for at få dem helbredt. Når det er tid til at sige farvel til det elskede kæledyr, er det ofte med en sorg, der minder meget om den, vi føler over at miste mennesker. Men sådan har det ikke altid været.

Hunden har været menneskets bedste dyreven i mange tusinde år, men vores forhold til favoritdyret har ændret sig meget undervejs.

De ældste skeletter af tamhunde i Europa er ca. 15.000 år gamle. I Danmark har man fundet kæberne fra en hund, der levede på Sydsjælland for 9.000 år siden, altså i Jægerstenalderen. Alle hunde har ulven som forfader, men i løbet af Istiden udvikledes et bånd mellem mennesker og ulve, som blev starten på alle de forskellige arter af hunde, vi kender og elsker i dag. Måske har ulvene fulgt efter menneskene for at spise rester af menneskenes mad, eller måske har Istidens mennesker fanget ulvehvalpe og opfostret dem – vi kan ikke vide det med sikkerhed. Men over tid knyttede nogle af ulvene sig til menneskene. Herfra begyndte menneskene at avle på ulvene, og sådan startede et meget særligt forhold mellem vores to arter.

Hunden som redskab

Hunden i Oldtiden var ikke et kæledyr, men en vigtig samarbejdspartner for menneskene. De første tamhunde har været nyttige at have med på jagt, ligesom de kunne advare om større og farligere rovdyr eller menneskelige fjender ved at gø. Efterhånden blev de forskellige arter avlet frem, fordi menneskene har foretrukket bestemte egenskaber.

Man havde ikke andre tamdyr eller husdyr end hunden på den tid. Men selvom Stenalderens mennesker havde nytte af hundene og måske også knyttede sig til dem, kunne de også finde på at spise dem, hvis der ikke var mad nok. På Fyn er der fundet to hundekranier, som er cirka 6.500 år gamle. Mærker på kranierne viser, at hundenes pels er blevet fjernet. Måske har den været brugt til tøj.

Op gennem Oldtiden udvikledes meget forskellige hunderacer. De tidligste hunde var spidshunde og mindede mest om nutidens grønlandske slædehunde. Fra Bondestenalderen findes skeletter af hyrdehunde, som blev brugt til at holde styr på og beskytte de køer, grise, får og geder, som mennesker begyndte at holde som husdyr i den periode.

Fra Jernalderen findes små selskabshunde, jagthunde og store kamphunde, der blev brugt til krig. Vi ved ikke, hvordan hundene kæmpede, men arkæologer kan se i krigergrave fra Jernalderen, at store og stærke hunde har været med krigerne i kamp. Jernalderens hunde blev ofte begravet sammen med deres ejere eller under husets sokkel eller tærskel, og nogle gange fik de gaver med i graven. Man har fundet to hundeskeletter fra Jernalderen, hvor den ene ser ud til at have fået et kødben med og den anden en madskål.

Fine og ufine hunde

I Vikingetiden fandtes mange slags hunde. Da arkæologer udgravede et vikingeskib ved Ladby på Fyn, fandt de blandt andet fire hundeskeletter. Skeletterne viste, at man havde både store hunde, der kan sammenlignes med nutidens rottweilere, og små skødehunde, der kan sammenlignes med nutidens dansk-svenske gårdhunde. I Vikingetiden blev mynden også en udbredt hund i Danmark, og man har endda fundet knogler fra mynder i Vikingetidens Grønland.

I løbet af Middelalderen begyndte der at blive skelnet mellem forskellige typer hunde. Jagthunde og skødehunde var forbeholdt de rigeste og royale familier. De gav dem ofte i gaver eller byttede dem for andre hunde. Hundene var utrolig dyre, og det var forbudt for almindelige mennesker at eje dem. Vagt- eller hyrdehunde var den eneste slags hunde, som almindelige folk og bønder måtte eje.

Middelalderkongernes jagthunde boede i hundestalde og blev passet af kongens lensmænd. Når hundene skulle bruges til jagt, tog man dem ud i store flokke sammen med en eller flere jægere. Man havde også en dreng med, som skulle hjælpe med at holde styr på hundene. Drengene arbejdede for kongen, og de gik ikke i skole. De sov i staldene sammen med hundene, og de skulle give hundene mad, tørre dem, hvis de blev våde, hive torne ud af poterne og rense deres tænder. Under jagt skulle de løbe efter hundene, ofte gennem moser og vandløb. Når en hund fangede en hare, skulle drengen vriste byttet ud af det glubske gab. De store hunde fik næsten kun brød at spise, så de var altid sultne efter kød.

Der var også hunde, der kunne lave kunster og optræde. De rejste rundt med gøglere eller i cirkus og optrådte for publikum. I en bog om hunde fra 1570 beskriver forfatteren Johannes Caius disse hunde som ufine og ødelagte af indavl. I dag er der ellers mange hunde, der netop er populære for, at de kan lære søde og sjove tricks som at give pote eller spille død.

Køtere og gadehunde

I 1700-tallets Danmark var der stor forskel på rig og fattig, og det kan man også se på datidens hunde. Der blev skelnet mellem ufine og fine hunde – køtere eller hunde. Og det afhang af ejerens sociale klasse. Almindelige, fattige menneskers hunde blev kaldt for beskidte, snavsede og vilde. Disse hunde blev kaldt for køtere. For de fornemme folks hunde var det helt modsat – deres hunde kaldte man ædle og trofaste, rene og søde, og nogle endda majestætiske. De fine hunde var især jagthunde, puddelhunde og spaniels.

Kong Christian 7. var meget glad for hunde og havde selv en stor granddanois, som fik navnet Gourmand. Kongen havde altid hunden med sig, og den blev endda kørt rundt i sin egen karet.

Idag har vi ingen gadehunde i København, men i 1700-tallet vrimlede det med dem. De havde ingen ejere og levede sammen i flokke i byen. Gadehundene var både store og små og kom i alle farver, fordi de fik hvalpe med hinanden på kryds og tværs. De levede af skrald og rotter fra gaderne, og nogle gange kunne de være farlige og bide mennesker.

Især frygtede folk at blive smittet med rabies. Det er en sygdom, som også kaldes hundegalskab, fordi den påvirker centralnervesystemet, så dyr bliver aggressive og fråder om munden. Dengang var sygdommen dødelig for mennesker. I dag er der vacciner for rabies til både mennesker og hunde. Frygten for hundegalskab førte til en lov om, at gadehundene skulle udryddes. Men det vakte stor protest.

Venner

I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet skete der en ændring i, hvordan danskerne opfattede menneskers værdi. Ideen om, at mennesker – og dyrs – liv er værdifulde, vinder frem. Dette får også betydning for hunden. Fra 1783 blev gadehunde dræbt i København, men i 1813 var det slut med at slå hundene ihjel på gaden. I stedet skulle de fanges med net og køres på internat. Hundefangeren brugte net til at fange hundene, og så blev de kørt i hestevogne til hundeinternater, ligesom det sker i Disney-filmen .

I 1815 blev der indført, at man skulle betale skat for at have en hund. For at hunden var lovlig, måtte man gå ned til politimesteren. Her skulle man betale sin hundeskat, og så fik man et hundetegn til gengæld. Hundetegnet skulle altid sidde i hundens halsbånd. På den måde kunne man se, at det ikke var en gadehund. Hvis hunden ved et uheld blev fanget, kunne ejeren finde den på internatet. I dag skal hunde stadig have hundetegn, med ejerens navn og telefonnummer på, men der er ikke længere nogen skat for at have en hund.

I de voksende byer var der stadig arbejdsopgaver til hunden. Det var almindeligt at have store vagthunde, både ved butikker og købmændenes vogne. Varerne, vognen og hestene var meget værd, og det var derfor hundens opgave at holde vagt, hvis kusken skulle sove eller ind i en butik. Vognhunde var ofte dalmatinere, fordi de havde ry for at være praktiske og fornuftige dyr. I 1800-tallet fik politiet også hunde. I dag bruger politiet ofte schæferhunde til sporing og andre opgaver, men i 1800-tallet foretrak man kongepudler. Hundene skulle være store og kunne skræmme forbrydere. Samtidig var kongepudlen en klog og tålmodig hund.

I dag trænes mange hunde stadig til at hjælpe mennesker som førerhunde, slædehunde, hyrdehunde og jagthunde. Men den største – og måske vigtigste – opgave, som hunden har, er at være en sød og trofast ven for mennesket.