Alle sendte mail fra coronakrisen er blevet slettet af Sundhedsdatastyrelsen: »En beklagelig fejl«

Samtlige mail er blevet slettet under coronakrisen af Sundhedsdatastyrelsen. Man har også ved en fejl slettet alle sendte mail for Statens Serum Institut. Styrelsen er nu i gang med at genskabe de fleste mail.

Mail afsendt af ansatte fra Sundshedsdatastyrelsen samt Statens Serum Institut under coronakrisen er blevet slettet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Sundhedsdatastyrelsen har slettet samtlige mail afsendt af ansatte i Sundhedsdatastyrelsen og i Statens Serum Institut før 22 juli.

Det betyder, at alle mail sendt fra de to centrale myndigheder under coronakrisen er blevet slettet. Det skriver Sundhedsdatastyrelsen i en pressemeddelelse.

»En beklagelig fejl,« lyder det fra Styrelsen.

Fejlene berører ansatte i Sundhedsdatastyrelsen, Statens Serum Institut og Sundheds- og Ældreministeriets HR-funktion. De fleste interne mail samt eksterne mail, der har haft en intern modtager på modtagerlisten, vil dog kunne genskabes, skriver IT-Watch.

Vibeke van der Sprong, der er vicedirektør i Sundhedsdatastyrelsen, siger, at de »påtager sig det fulde ansvar.«

»Vi gør alt, hvad vi kan for at mindske konsekvenserne og er i gang med at genskabe så mange mail som muligt, blandt andet ved hjælp af en teknisk løsning. Vi vurderer, at vi vil kunne finde de fleste mail igen og har samtidig fokus på, hvordan vi forhindrer, at noget lignende sker igen,« siger Vibeke van der Sprong i meddelelsen.

Under pres

»Store dele af SSIs medarbejdere har været og er fortsat under et ekstraordinært stort arbejdspres, hvor det ikke har været muligt løbende at journalisere alt materiale, hvorfor en del af instituttets historik om perioden var i de slettede, sendte mail. Det finder vi uheldigt,« siger vicedirektør i Statens Serum Institut Ole Jensen.

Det er Sundhedsdatastyrelsen, der varetager IT for styrelser og departementet i Sundheds- og Ældreministeriet.

Fejlen kan ende med at betyde, at man bliver forhindret i at give fornødne aktindsigter.

Der vil nu blive igangsat en intern undersøgelse, for at finde ud af, hvad der er gået galt. Sagen er samtidig blevet anmeldt til Datatilsynet, fremgår det af pressemeddelelsen.