Alle kender Stryhn's

Stryhn's tager nu det velkendte brand fra leverpostejen og overfører til en helt ny varetype - en manøvre, de har tænkt længe over.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Stryhn's har lavet leverpostej siden 1940'erne, og det er netop, hvad de fleste forbinder med navnet. Men de laver altså andet. I al ubemærkethed har Roskilde-virksomheden udvidet med Ø Pølser, og nu går de også ind på markedet for færdiglavede frikadeller.

Og denne gang får det nye produkt Stryhn's i navnet.

"Det er noget, vi har tænkt meget over. Faren er, at man devaluerer sit brand på kerneområdet, hvis man spreder det over for mange produkter," fortæller Steen Jespersen, adm. dir. i Stryhn's A/S.

"Folk kender Stryhn's fra leverpostej, og det er noget meget dansk. Ligesom frikadeller er det. Produkterne har også den samme målgruppe, nemlig børnefamilier. I det hele taget er der mange ligheder mellem produkterne, og derfor kan de dele navn," siger Steen Jespersen.

Stryhn's har som erklæret mål at arbejde inden for den danske madtradition, og de vil også gerne have, at det danske afspejler sig i virksomheden.

"Vi er et typisk dansk selskab: Mellemstort, familieejet, og vi bruger gode råvarer. Og sådan vil vi godt være kendt af de kvalitetsbevidste børnefamilier, som vi primært henvender os til," siger Steen Jespersen:

"Vi er ikke ligesom Arla, Tulip eller Carlsberg, hvor jeg selv har været før. Det er store koncerner, og de arbejder på en helt anden måde. Man kan sige, at det er en væsentlig del af vores strategiske platform, at vi er kendt som en mindre, dansk virksomhed, der følger med tiden."

Selv betegner direktøren færdig-frikadellerne som en stor satsning, og derfor er der ikke planlagt yderligere tiltag.