____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Folk, der lige nu er ved at dåne over kapitalfondenes indtog som nye herremænd i erhvervslivet, skal spise brød til.

Store muskler - stribevis af gode navne og let adgang til kapital - er ingen garanti for succes. Det kan de forvisse sig om ved at genopfriske et nyere stykke dansk erhvervshistorie, historien om alle danske kapitalfondes moder, Incentive, som sidste år gik konkurs.

Incentive, med prangende hovedkontor på Kongens Nytorv i København, var tænkt som »Selskabet«, der - f.eks. i forbindelse med generationsskifter eller kriser - skulle opsuge danske virksomheder, professionalisere dem - og sælge dem med en pæn fortjeneste til et nyt og smukkere liv, måske via sammenlægning med konkurrenter.


FDe første administrerende direktører havde navne, der senere alle blev absolut topnavne i dansk erhvervsliv.

Vagn Holck Andersen (der kom til Irma og B&O), Hugo Schrøder (Skandinavisk Tobakskompagni), Palle Marcus (Danisco) og Nils Wilhjelm (der bl.a. blev industriminister) står i historiebøgerne som tidligere direktionsmedlemmer i Incentive - og det gælder også yngre navne som Christian Frigast (Axcel Industriinvestor) og Eric Rylberg, der efter et trecifret antal opkøb alene sidste år for ISS nu selv er blevet solgt sammen med 273.000 medarbejdere til kapitalfonden EQT.

Bestyrelsesmedlemmer
Rækken af bestyrelsesmedlemmer i Incentive er ikke mindre imponerende - vi nævner i flæng nogle få af dem - den allestedsnærværende, nu afdøde Erik B. Rasmussen, Anders Knutsen (B&O), Jørgen Worning, Mogens Absalonsen (Dansk Supermarked), Ebbe J. Christensen (Gutenberghus), Kurt Anker Nielsen (Novo) og Leif Arnesen (advokat og svigersøn til Mærsk McKinney Møller).

Mangel på hjerteblod?
Incentive var hele vejen kendt som en talentudviklingsfabrik, både for virksomheder med bedre muligheder og for medarbejdere, og selskabet overlevede altså 37 år, men når sandheden skal frem, så blev regnskaberne fra Incentive aldrig rigtigt imponerende, og når nu den type virksomheder igen er ved at blive moderne, er det ærgerligt at der så vidt vides ikke er mange, der har filosoferet dybere over, hvorfor den sympatiske ide ikke lettede: Om forklaringen f.eks. er, at de mange gode navne vare gode til teori og strategi, men havde for lidt engagement og hjerteblod i klemme selv?

Listen over virksomheder, der blev forædlet af Incentive, er i hvert fald hverken lang eller imponerende.

De to allersidste - Wittenborg og Alto (tidligere KEW) - var måske på papiret de mest lovende teknologisk og kommericelt, men de kom ikke så meget ud over landets grænser, som man kunne have håbet, og hvem husker rigtigt i dag andre navne som Danfysik, Dansk Salt, Wodschow, Dantec eller Basta Låsefabrik og Nefa Cykellygter.

Nå, jo, de to sidste huskes af mange danske cyklister, men ellers...

Gældsfælden
Den sidste Incentive ledelse, anført af Jørgen Frost, virkede overraskede, da bankerne for et år siden stoppede kreditten, men det rigtige spørgsmål er, om de ikke burde have sagt stop længe før til en virksomhed, der i et af de sidste år brillerede med at sætte et tre-cifret millionbeløb til på mislykkede valutatransaktioner, og måtte bede bankerne om at blive fri for at betale renter på gælden i håb om snarlige nye, bedre tider.

Pinligt og tankevækkende at netop et i teorien godt tænkt flagskib i industrien skulle ende sådan.