Alibabas tro væbner

Det kinesiske netfænomen Alibaba står foran den måske mest imødesete børsdebut siden Facebooks, blot et år efter, at stifteren Jack Ma overlod tøjlerne som topchef til sit »alter ego«, Jonathan Lu.

Det succesrige makkerpar bag det kinesiske netfænomen Alibaba - manden, der snakker, Jack Ma (tv.) og hans alter ego, Jonathan Lu, der eksekverer Fold sammen
Læs mere
Foto: © Chance Chan / Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

248 milliarder dollar er en pæn sjat penge.

Det er, hvad der i 2013 blev handlet varer for på kinesiske Alibabas forskellige websteder – ifølge selskabet selv.

Og passer det, så er Alibaba uden sammenligning verdens største operatør af nethandel. EBay og Amazon skal lægges sammen for at nå op i samme klasse.

Lægger man hertil Kinas svar på Paypal, Alipay, tegner der sig et billede af en sværvægter. Der vel at mærke overhovedet ikke selv sælger produkter, men alene tilbyder platforme for at købe og sælge.

Men er Alibaba alligevel lidet kendt i Vesten, så skyldes det, at langt hovedparten af selskabets aktiviteter – centreret omkring webstederne Taobao, Tmall og Alibaba – er begrænset til hjemlandet Kina. Hvor vækstpotentialet immervæk er svimlende nok til, at vestlige investorer nu venter spændt på, hvad der kan blive den mest imødesete børsdebut siden Facebooks for nu godt to år siden.

Spekulation

Børsplanerne drejer nemlig i retning af New York frem for Shanghai eller Hong Kong og blev for nogle dage siden bekræftet i en ansøgning til USAs børstilsyn. Her anslår Alibaba selv sin markedsværdi til 110 mia. dollar, mens analytikere har spekuleret i en værdi oppe i nærheden af de 200 mia. dollar.

Alibabas fænomenale succes har gjort skaberen Jack Ma, der er tidligere skolelærer, til Kinas måske mest beundrede iværksætter- ikon. Derfor vakte det ekstra opsigt, da han i en alder af 48 allerede erklærede sig »for gammel« til at lede en internetvirksomhed og lagde op til, at hele ledelsen måtte begynde at bane vej for nyere generationer.

For et år siden – helt præcist 10. maj 2013 – trak han sig selv til en formandspost og overlod ledelsen til Jonathan Lu.

Et godt supplement

Lu, der er 44 år, har været med næsten hele vejen igennem og sluttede sig oprindelig til flokken, da hans eget internetfirma i 2000 blev købt af Alibaba.

Og han har selv en meget simpel forklaring på, at han gennem de sidste 14 år har fulgt Alibabas iværksætterguru gennem tykt og tyndt.

»Vi supplerer hinanden virkelig godt. Han ser fremad og tænker ud af boksen. Jeg fokuserer på nutiden.«

Jack Ma er den udadvendte og karismatiske grundlægger, der inspirerer, sætter sjæle i flammer og gerne markerer sig med kontroversielle udtalelser.

Og Lu den rolige og beslutsomme »Mr Fix It«, der opererer bag kulisserne, får tingene til at glide og efter eget udsagn bare har sagt ja hver gang, at Ma har meldt sig med nye opgaver.

Efter sigende kom tilbuddet om at tage over som topchef over en kop te på Peninsula Hotel i Shanghai.

Og sådan har Lu som regel fået sine jobtilbud fra Ma – over drinks, middage og engang sågar under en fodmassage.

Som regel kun med få dages varsel til at springe ind.

»90 pct. af tiden er det ham, der snakker. Og så siger jeg bare ja,« har Lu fortalt.

Det tætte bånd mellem dem blev knyttet, da Jonathan Lu i de tidlige dage var salgs-direktør for alibaba.com i hele Sydkina.

Netstedet er en markedsplads, der forbinder kinesiske fabrikker og leverandører med aftagere over hele verden, og Lu kørte ofte rundt i bil med Ma for at besøge kunder i den kæmpestore Guangdong-region, hvor de over lange strækninger udvekslede tanker om dette og hint, herunder hvordan forretningen kunne udvikles. Som regel var det Ma, der tænkte i de store linjer, mens Lu trak på mere jordnære erfaringer.

Ingen undskyldninger

Disse erfaringer havde han primært hentet under seks års arbejde for hotelkæden Holiday Inn i hjembyen Guangzhou – i øvrigt også Mas hjemstavn – hvor Lu begyndte i receptionen og på den hårde måde lærte betydningen af kundeservice, kundeoplevelser »og at der aldrig er nogen undskyldninger« for mangler.

Det er en lære, der stadig præger hans syn på, hvad Alibaba bør tilbyde.

Han gjorde sig dog også en anden erfaring, nemlig at stort set alle ledere i Holiday Inn var vesterlændinge. Hvilket igen førte til den konklusion, at mulighederne for avancement nok ville være begrænset.

Så da en kunde på hotellet, der ejede et internetfirma, tilbød et job som service-direktør, slog Lu til.

Og interessen for internettet var tændt så brændende, at da firmaet krakkede, startede Lu selv sit eget.

Modgang stimulerer

Og det var så her, at Jack Ma og hans eget nystartede Alibaba dukkede op.

Siden har Jonathan Lu været manden, Jack Ma har henvendt sig til, når svære opgaver skal løses.

Det var Lu, der ledede udviklingen af betalingssystemet Alipay, og han har ledet både alibaba.com og søstersitet Taobao, der er Kinas svar på EBay, foruden at dirigere udviklingen af et nyt mobilt operativsystem, Aliyun.

Sidstnævnte kan blive afgørende for Alibabas næste fase. Netop den voksende brug af mobil- og smarttelefoner betragtes som en af de største udfordringer for internetvirksomheder som Alibaba. Det samme gælder det større samspil mellem sociale medier, underholdning og nethandel.

Men Lu er ikke typen, der ryster på hånden. »Jeg bliver virkelig opstemt, når jeg står over for modgang. Det stimulerer mit potentiale.«