Aldrig før har Tesla solgt så mange elbiler
Et stærkt fjerde kvartal var sidste år med til at give Tesla det største salg af elbiler nogensinde.

Et stærkt fjerde kvartal var sidste år med til at give Tesla det største salg af elbiler nogensinde.

Den amerikanske elbilproducent Tesla har i 2019 haft det produktionsmæssigt travleste år nogensinde.
Samlet for året leverede Tesla omkring 367.500 elbiler. Det er det foreløbigt højeste antal målt på et enkelt år, oplyser selskabet fredag i en meddelelse.
I forhold til året før var der tale om en stigning på mere end 50 procent.
Alene i fjerde kvartal 2019 producerede Tesla næsten 105.000 elbiler, hvilket ifølge Tesla var det højeste antal for et kvartal nogensinde.
I samme kvartal satte selskabet en anden rekord, da der blev leveret omkring 112.000 elbiler.
»Vi fortsætter med at fokusere på at udvide vores produktion i både USA såvel som vores nyligt etablerede facilitet i Shanghai«, skriver Tesla i meddelelsen.
/ritzau/