AL Sydbank har sagt farvel til over 300 ansatte siden nytår
AL Sydbank kigger fortsat ind i en periode, hvor bankkoncernen skal have færre ansatte, siger direktør.

AL Sydbank kigger fortsat ind i en periode, hvor bankkoncernen skal have færre ansatte, siger direktør.

Der er blevet mærkbart færre ansatte i AL Sydbank det sidste halve år.
Ved udgangen af juni havde bankkoncernen sammenlagt 3888 ansatte, hvilket er et fald på 343 siden nytår.
Det viser en opgørelse fra bankens halvårsregnskab, der er udkommet onsdag morgen.
Halvårsregnskabet er det første af sin slags siden sammenlægningen af Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank.
Fusionen, der i dag hedder AL Sydbank, annoncerede sine planer på et pressemøde i slutningen af oktober sidste år.
På daværende tidspunkt lød det, at beslutningen ville komme til at koste arbejdspladser på sigt, men dengang ville man ikke sætte tal på.
Mark Luscombe, der er bankkoncernens administrerende direktør, forklarer, at nedgangen i antallet af ansatte er et resultat af forskellige ting.
- Den ene ting er, at vi har haft to runder, hvor vi har sagt farvel til medarbejdere her i løbet af første kvartal, siger han onsdag.
- Derudover har vi også naturlige afgange. Nogen går på pension, andre skifter arbejdsgiver.
Direktøren forklarer også, at man i december sidste år kommunikerede, at banken har det, den kalder et intelligent ansættelsesstop.
Det har også været medvirkende til den kraftige nedgang i antallet af ansatte, lyder det.
- Et intelligent ansættelsesstop vil sige, at man ikke bare går ud og genbesætter en stilling, der er blevet ledig. Vi kigger og vurderer, om det er kritisk nødvendigt.
Det er hans forventning, at antallet af ansatte i bankkoncernen skal være endnu lavere. Blandt andet fordi ansættelsesstoppet fortsætter. Derudover vil der komme yderligere naturlige afgange.
Banken har en idé om, hvor det samlede antal medarbejdere ender, når den fulde integration af bankerne er fuldført, men det er ikke noget, den ønsker at fortælle offentligheden.
- Vi kommer løbende til at forholde os til det, vi kalder tilpasningen i organisationen, siger Mark Luscombe uden at komme det nærmere.
Fusionen ville ikke kun betyde færre ansatte, men også færre filialer.
I efteråret havde de tre banker sammenlagt omkring 140 filialer i Danmark. Det antal er nu nede på 88.
Det er dog ikke på grund af sammenlægningen af filialer, man har valgt at sige farvel til sine ansatte, siger Mark Luscombe onsdag.
RITZAU