Aktiv ferie fra de høje hæle

Vækstpanelet. Lise Gram Eriksen startede for under et år siden rejsebureauet Qompagniet, der sælger vandreture til kvinder, som gerne vil på en aktiv ferie i trygge omgivelser.

Kvinder er vilde med aktive ferier, så længe de ikke skal hundses rundt i ugæstfrie omgivelser af overambitiøse mænd.

Det mener i hvert fald den 31-årige iværksætter Lise Gram Eriksen, der i februar sidste år startede rejsebureauet Qompagniet. Firmaets speciale er vandreferier udelukkende for kvinder, som gerne vil på en sund og aktiv ferie, uden at det skal være en overlevelsestur.

Der har allerede været stor interesse for bureauets skræddersyede vandreferier, og alene sidste år sendte Lise Gram Eriksen 60 kvinder af sted på ferie. Det har for alvor givet hende troen på, at der findes et stort marked for de feminine ferier.

- Kvinder er vilde med aktiv ferie, men de gider bare ikke være det svageste led og blive kostet rundt med at over-ivrige mænd. Derfor har jeg valgt at lave aktive ferier under kontrollerede forhold, hvor alle kvinder er i samme båd, siger Lise Gram Eriksen, der i øjeblikket er ved at skrive sit speciale på Handelshøjskolen.

Qompagniet sælger vandreture til alt fra de norske fjelde til de toscanske vinmarker, og indtil videre har Lise Gram Eriksen haft godt styr på økonomien, selv om hun aldrig fik lavet en forretningsplan.

Hun har haft udgifter for cirka 30.000 kroner, som primært er blevet brugt på telte og andet udstyr. Men sidste år gik det lige op med hendes indtægter, og i år regner hun så med at tjene penge på sit koncept. En af styrkerne ved hendes koncept er ifølge hende selv, at hun aldrig booker en rejse, før hun har fået depositum fra kunden. Dermed brænder hun aldrig inde med en masse tomme pladser.

Hun sælger udelukkende rejser via sin hjemmeside, hvor kunderne kan få et overblik over, hvilke rejser firmaet tilbyder. Hver enkelt tur har fået tildelt et vist antal højhælede sko, som indikerer, hvor hård turen er.



Hvem skal booke ferier hos dig?

- Jamen markedet for aktive ferier er jo stort. Jeg satser udelukkende på den niche, der hedder kvinder fra 25 år og ældre, som ikke gider med på de traditionelle aktive ferier, der findes i dag, men som gerne vil på en sund og aktiv ferie.



Hvad kan du gøre bedre, end de mange andre rejsebureauer på markedet?

- Jeg er meget bevidst om den niche, jeg arbejder i. Turene er meget specialiserede og henvender sig kun til kvinder. På den måde adskiller Qompagniet sig fra mange af konkurrenterne på rejsemarkedet.



Hvordan markedsfører du dit firma?

- Jeg har sendt pressemeddelelser rundt til mange forskellige medier og har da også været i forskellige blade og aviser. Jeg har ikke afsat deciderede økonomiske midler til det endnu, men jeg har fået god pr indtil videre.



Hvad er forretningsmodellen?

- Kort sagt går den ud på at sælge rejser uden alt for stor risiko. Jeg har kun skudt de nødvendige penge ind i projektet og tager ikke nogen chancer med at booke ture, før jeg ved, jeg har kunder til dem.



Hvor stor kapital har du til rådighed?

- Indtil videre har jeg købt telte og campingudstyr for 30.000. Heraf har jeg lånt nogle af dem af min mor og resten i banken gennem min kassekredit. Men som sagt kom vi ud med nul på bundlinjen i 2006, og det regner jeg med at forbedre i år.