Aktionærernes korsridder

For Ole Steffensen er det vigtigste ved Hafnia-sagen, at den viser, at private investorer skal beskyttes. Også mod en lidt for smart storbank, personificeret ved bankdirektør Peter Straarup.

Læs mere
Fold sammen
Portræt

»Jeg ville virkeligt blive ked af det, hvis den bliver omstødt. Pengene er ikke så vigtige, men det ville være et enormt tilbageskridt for børsretten i Danmark, og det ville bringe os tilbage på et stade som nogle latinamerikanske lande og meget uregulerede markeder.«

Ole Steffensen, hovedpersonen i det Hafniadrama, der i de næste to uger vil udspille sig i Højesteret, virker oprigtigt uselvisk, når han fortæller, hvad dommen vil betyde for ham.

Han henvendte sig selv til Danske Bank efter Hafnias kollaps, fordi han som privat investor følte sig uretfærdigt behandlet og ville have sine penge tilbage. Det afviste banken - også den absolut øverste ledelse, som Ole Steffensen skrev direkte til. Derfor besluttede han at anlægge sag, og den vandt han i Sø- og Handelsretten i september 1999. Kort tid efter fik han tilsendt en check, pålydende 27.443,56 kr., svarende til den oprindelige investering med renter.

Nu skal Højesteret så beslutte, om Sø- og Handelsretten dømte rigtigt.Oprindeligt var det to private investorer, Ole Steffensen og Henning Feilberg, der sagsøgte Danske Bank, Hafnias ledelse og revisorerne for at få deres tabte penge hjem. Men Henning Feilberg døde sidste sommer, og dermed er Ole Steffensen alene tilbage.

Han regner bestemt med, at Højesteret stadfæster dommen fra Sø- og Handelsretten, fordi dommen var så klar. Og dermed ser han frem til, at de mange andre private investorer får deres penge. Ligesom han ser frem til at få retfærdighed over for den person, der for ham er personificeringen af bankens dårlige opførsel.

»Om det så er rimeligt eller ej - men Peter Straarup (ordførende dir. i Danske Bank, red.) er den, der bliver hevet frem som den ansvarlige gang på gang, og han var den øverst ansvarlige for kreditafdelingen, så for mig er sagen personificeret ved ham,« siger Ole Steffensen.