Aktier/tendens: Usikkerhed og nervøsitet lurer

Efter en meget svingende udvikling på det amerikanske marked torsdag aften ligner det en meget nervøs åbning på det danske aktiemarked. De tre store europæiske futureindeks indikerer en uensartet åbning med moderate udsving, som overvejende hælder mod fald. De asiatiske markeder har oplevet endnu en massiv nedtur i nattens handel. De danske investorerne skal fredag morgen sunde sig efter torsdagens ekstreme C20-tab på 4,3 pct. til 452,70, hvilket skete i kølvandet af onsdagens C20-fald på 2,3 pct.

Efter den blodrøde torsdag vil nervøsiteten hos investorerne være på et højdepunkt, og den generelle stemning på de globale aktiemarkeder vil være afgørende for dagens udvikling. Vestas blev torsdag sparket ekstreme 9,3 pct. lavere i kurs 297, så vindmølleproducentens aktier vil få ekstra opmærksomhed.

De cykliske aktier i A.P. Møller - Mærsk og FLSmidth kommer også i søgelyset. A.P. Møller - Mærsks B-aktie tabte torsdag 5,3 pct. til kurs 62.800, mens FLSmidth smed 6,2 pct. til kurs 416.

- USA kom godt igen torsdag, men faldene fortsatte fredag morgen i Asien og hindrer det rebound på aktiemarkedet, som man kunne have forventet efter de store fald torsdag, siger senior account manager i Jyske Markets Martin Munk over for RB-Børsen.

William Demant lukkede torsdag 6,7 pct. lavere i kurs 490, idet høreapparatproducentens halvårsregnskab gav aktien et ekstra skub nedad grundet manglen på en opjustering af helårsprognoserne, mens halvårets regnskabstal lå på den svage side af analytikerprognoserne.

Trygvestas vil også få ekstra opmærksomhed, idet forsikringskoncernen torsdag overraskede med et godt regnskab for halvåret. Det gode regnskab var med til at begrænse Trygvestas nedtur og forsikringsaktien tabte kun 1,1 pct. til kurs 419, i det sure marked.

Et rigtigt godt regnskab affødte kursfremgang hos medicokoncernen Coloplast, som torsdag lukkede 1,5 pct. højere i kurs 480.

- Regnskabet slår både vores og markedets forventninger, og er utroligt stærkt på alle de vigtige områder, sagde analytiker i Jyske Bank, Rune Møller, til RB-Børsen.

Novo Nordisk lukkede torsdag 3,9 pct. lavere i kurs 567. Det amerikanske finanshus JP Morgan løftede sit kursmål på Novo Nordisk til 626 kr. fra 614, mens den neutrale anbefaling dog blev gentaget.