Aktieejerne er blevet 111 mia. kroner rigere

Den positive udvikling på det danske aktiemarked i 2004 har gjort investorerne 111 mia. kroner rigere. Omsætning på Københavns Fondsbørs slår alle rekorder.

2004 har været et godt år for det danske aktiemarked, og det har smittet af på investorerne, der på papiret er blevet 111 milliarder kroner rigere end ved udgangen af 2003.

Ud af de 198 aktier, der er noteret på Københavns Fondsbørs, er 148 steget i værdi i 2004, så værdien af de børsnoterede selskaber nu udgør 829 milliarder kroner mod 718 milliarder kroner ved årets begyndelse.

Fondsbørsens totalindeks KAX, der indeholder alle børsnoterede aktier, er steget 20 procent i 2004, mens KFX-indekset over de 20 mest omsatte aktier er gået 14 procent frem.

Blandt KFX-selskaberne er Københavns Lufthavne og GN Store Nord gået mest frem med stigninger på henholdsvis 64 og 49 procent, mens investorerne i vindmøllekoncernen Vestas har måttet indkassere et kurstab på 28 procent.

/ritzau/