Akademikerne og Djøf vil have mere »ambitiøs« barselslovgivning: 14 uger bør være øremærket

Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening har indgået en aftale på barselsområdet, som lægger op til 11 ugers øremærket barsel. Akademikerne og Djøf kalder det en positiv start, men havde hellere set 14 ugers øremærket barsel.

 
Landets arbejdsgivere og lønmodtagere er blevet enige om en ny fordeling af barsel mellem mor og far. I videoen ser du, hvad det betyder for kommende forældre. Grafik: Kristian Stauning. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en stor og historisk aftale, der tirsdag er præsenteret mellem Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Men stod det til Akademikerne og Djøf burde aftalen være endnu mere omfattende. Selvom de grundlæggende er positive over, at øremærket barsel nu er kommet på banen, taler de begge for 14 ugers øremærket barsel i modsætning til de 11 uger, som FH og DA er blevet enige om.

»Akademikerne har længe haft et ønske om en større grad af øremærket barsel, så vi er glade for, at der fra EUs side er blevet skabt muligheder og pres for, at det er noget, der kan lade sig gøre. Så det er positivt, at både arbejdsgiver- og lønmodtagerside er enige om, at der skal være øremærket barsel,« siger formanden for Akademikerne, Lars Qvistgaard.

Men hos dem er »ambitionsniveauet højere«, siger han:

»Vi har et noget højere ambitionsniveau end, hvad der er i den aftale. Vi havde gerne set, at man landede på 14 ugers øremærket barsel. Når nu muligheden var der, så burde man have grebet den.«

Han peger blandt andet på, at med 14 uger har moderen mulighed for at opretholde den barsel, hun har i dag, mens der med aftalen om 11 uger sker en omfordeling mellem moderen og faderen. Samtidig udtrykker han ønske om at have været en del af processen omkring aftalen.

»Det ville have været helt på sin plads at inddrage os, især hvis det også skal blive til lovgivning en dag, for så ville det være fornuftigt med et bredt, repræsentativt flertal bag aftalen, og det har man jo ikke,« siger Lars Qvistgaard.

Akademikerne repræsenterer omkring 450.000 medlemmer med en videregående uddannelse.

Afgørende for ligestilling i erhvervslivet

Også i Djøf, der er medlem af Akademikerne, havde man gerne set, at det bliver 14 ugers øremærket barsel, fortæller formand Henning Thiesen.

»Det er vigtigt at sige, at det er positivt, at FH og DA med aftalen har adresseret behovet for ligestilling af forældrene. Men vi står med en historisk mulighed for at få en tidssvarende og ambitiøs barselslovgivning, og derfor går vi ind for 14 ugers øremærket barsel for begge forældre,« siger han.

Samtidig mener Henning Thiesen, at det er helt afgørende, at lovgivningen ikke bliver for kompliceret. Han sammenligner med de andre nordiske lande, som han allerede i dag mener har en langt mindre kompliceret lovgivning end den danske.

»Lovgivningen skal skabe reel forandring og fremme ligestilling. Jo mere ligestilling, jo bedre. Når vi går så højt op i det, skyldes det også, at Danmark sakker langt agterud i forhold til kvinder i ledelsesstillinger – både på direktionsgangene og i bestyrelseslokalerne. Det er vores opfattelse, som også bakkes op af masser af forskning, at en af de drivende årsager til det er, at kvinderne historisk har taget den største del af barselsperioden,« siger han.

Kampen for flere kvindelige iværksættere

I det danske iværksættermiljø har man længe efterspurgt flere kvindelige virksomhedsstiftere, som i dag kun udgør omkring en fjerdedel af nystiftede virksomheder. Liva Echwald er stifter af Found Diverse, der netop arbejder for mere diversitet på den danske startupscene.

Hun kalder det for en »positiv udvikling« med øremærket barsel til mænd.

»Fordi det er barnets ret til tryg tilknytning til begge sine forældre, som der skabes plads til med denne ordning, og fordi det muliggør at flere iværksættere, som er mænd, tager barsel, fordi det bliver muligt og normen i samfundet,« siger hun i et skriftligt svar.

Samtidig påpeger hun, at det er med til udligne risikoen ved at investere i iværksættere uanset køn.

»I dag anses det for mere risikofyldt at investere i en kvinde, fordi flere antager, at hun skal tage hele barslen. Når det er sagt, skal der være mulighed for at søge om dispensation for ordningen i særlige tilfælde, blandt andet i familier med forældre, som begge er iværksættere,« siger hun.